Virtual Reality står foran et gennembrud i sundhedsvæsenet

| Medlemsnyhed | Indrykket af Welfare Tech

Ligesom computeren og smartphonen har gjort det, vil Virtual Reality inden for de næste år sætte et præg på vores hverdag. Især inden for sundhedsvæsenet står mulighederne i kø for at blive taget i brug. Men det rejser også nogle etiske dilemmaer.

Virtual Reality (VR) er mere end gaming og futuristiske scener i en film. Eksperter spår, at VR, og det lige så hotte AR (Augmented Reality), om få år vil være en helt naturlig del af vores allesammens hverdag. I skolen, på arbejdet, i hjemmet, på hospitalet, i byrummene og i butikkerne. Med Google Cardboard kan man allerede for 100 kroner og en gratis app få VR på sin telefon. Mark Zuckerberg flirter med VR på Facebook, og piloter, brandmænd og soldater træner med VR som del af deres uddannelse og forberedelse på krisesituationer.

- Vi står midt i den fjerde skærmrevolution, der vil afløse de seneste års fascination af, at man kan trykke på en skærm. ‘Touch’ bliver til ‘Explore’. Augmented Reality og Virtual Reality har længe været våde sci-fi drømme. Nu er udviklingen så langt fremme, at det er på tide, at vi i Danmark i endnu højere grad tager teknologien alvorlig og udnytter dens potentiale. Vi ser allerede nye interessante måder at anvende teknologien på - inden for mange industrier som underholdning, sundhed og uddannelse. Teknologierne anvendes til at skabe helt nye løsninger og optimering af processer. Teknologien er stadig ny, og der ligger et stort og uopdyrket potentiale ved brug af VR og AR, siger Therkel Sand Therkelsen, stifter af CopenX.              

Netop nu er VR og AR med hastige skridt på vej ind på hospitalerne, og vil sætte et markant aftryk på, hvordan vi giver og modtager sundhedsydelser fremover. I 2016 kunne lægestuderende og kiruger over hele verden opleve den første live-streamede operation i VR. Flere kunne se med over kirurgens skulder, og det krævede ikke lang rejsetid. På Rigshospitalet Glostrup bruger unge med erhvervet hjerneskade VR til at træne deres fysiske funktionsevne og oplever både større motivation og hurtigere genoptræning. Og på Sydvestjysk Sygehus kan indlagte børn med et par VR-briller deltage i undervisningen på deres skole og holde den sociale kontakt til deres kammerater.

- VR og AR har en unik evne til at motivere, træne og guide folk. Ved hjælp af musik, lyd og billeder - fra animationer til 360 graders videoer - føres man ind i en verden, man kan interagere med, som svarer til fornemmelsen af at være i den virkelige verden. Det giver patienter i genoptræning en virkelighedstro oplevelse af at cykle en tur i naturen, i stedet for i et trist motionsrum. Kirurger kan risikofrit træne kunsten at føre en skalpel i den virtuelle verden, inden den første patient ligger krop til, og vi har eksempler på, at AR-applikationer kan scanne og tjekke modermærker for kræftrisiko, siger Therkel Sand Therkelsen.

Stort marked med etiske dilemmaer
Det globale marked for VR i sundhedssektoren anslås at nå 26 milliarder kroner i 2020. Men i kølvandet på de nye teknologier og platforme rejser der sig også nogle etiske spørgsmål. I modsætning til andre medier kan VR skabe en situation, hvor det ikke kun er en del af, men hele miljøet omkring brugeren, der er bestemt af skaberne af den virtuelle verden.

- Virtual Reality introducerer helt nye og særdeles kraftfulde former for mental og adfærdsmæssig manipulation, især når kommercielle, politiske, religiøse eller statslige interesser står bag skabelsen og vedligeholdelsen af de virtuelle verdener. Det er derfor vigtigt, at vi ikke kun belyser de åbenlyse fordele ved, at teknologien er indlevende, men også taler om de sociale og personlige konsekvenser, det kan have, når der skabes nye “virkeligheder”, som kan risikere at erstatte fysiske interaktioner og samvær, siger Therkel Sand Therkelsen.

Tag del i debatten på Folkemøde 2017
Therkel Sand Therkelsen er lørdag den 17. juni 2017 moderator for en paneldebat på Folkemødet, som arrangeres af innovationsnetværkene Welfare Tech og Danish Sound Innovation. Debatten vil belyse mulighederne, potentialerne og de etiske overvejelser ved VR og AR i sundhedsvæsenet.

Paneldebat: Virtual Reality og musik – fra underholdning til behandling
Tid: Lørdag den 17. juni 2017, kl. 14:00
Sted: Innovationsnetværkenes teltplads, A35, Danchelles Anlæg

Med i debatpanelet er:

  • Gorm Greisen, formand for Det Etiske Råd og overlæge dr.med. ved Rigshospitalets neonatalklinik
  • Lars Konge, overlæge, forskningsleder og professor på Rigshospitalets Simulationscenter
  • Kristian Emil Andreasen, direktør for Kanda ApS, et AR/VR studio, som skaber interaktive oplevelser og læring
  • Lan Larsen, professor og ph.d. ved DTU Compute, Danmarks Tekniske Universitet og direktør for Danish Sound. 

 

Prøv selv Virtual Reality på Folkemødet
 
Om Virtual Reality (VR)
VR er en computerskabt illusion i form at real-time eller animerede billeder, lyd og grafik, som gengiver en parallelverden via et par VR-briller, der omslutter ens synsfelt, så man kun oplever den virtuelle verden. VR kendes fra spilverdenen, hvor man kan blive ét med spiluniverset. 

Om Augmented reality (AR)
AR er computergenerede billeder, lyd og anden grafik, som lægges oven på den faktiske virkelighed. AR kendes fra Pokémon GO, hvor man via sin telefon kan se Pokémon figurer i den virkelige verden.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Welfare Tech

Forskerparken 10H
5230 Odense M
Danmark
Welfare Tech

Send til en kollega

0.423