23948sdkhjf

50 millioner til demensegnede plejeboliger

Regeringen og satspuljepartierne har afsat 50 millioner kroner til at forbedre plejeboliger for mennesker med demens, så deres tryghed kan øges og deres livskvalitet højnes.
En tydelig farveforskel på dør og væg, piktogrammer, der viser vej til toilettet eller lys, der ikke blænder. Hvis man er ramt af demens, og har svært ved at orientere sig og finde vej, kan det gøre en stor forskel.

Derfor sætter regeringen og satspuljepartierne ind med 50 millioner kroner, der skal forbedre forholdene for personer, der er ramt af demens, og bor på landets plejecentre.

"Vi ved, at det er afgørende for de dementes tryghed og velbefindende, at omgivelserne er indrettet efter deres behov. Det kan handle om noget så enkelt, som et billede af dem selv på deres dør, så de bedre kan finde tilbage til egen bolig. Eller det kan handle om bedre lyssætning, god akustik, brug af velfærdsteknologi eller ensartet gulvbelægning. Det er små ting, men vigtige ting, der gør en forskel. Derfor er jeg også tilfreds med, at vi nu kan afsætte penge, der sikrer, at de demente får de levevilkår, som de fortjener," siger socialminister Manu Sareen.

Pulje på 48 millioner

48 millioner af de 50 millioner afsættes til en pulje, som kommuner mv. kan søge til ombygning og nyindretning af plejecentres bolig- og fællesarealer. Det er vurderingen, at pengene kan række til at demensindrette ca. 2.400 boliger.

De resterende to millioner afsættes til Statens Byggeforskningsinstitut, som skal udarbejde en anvisning med tilhørende eksempelsamling, som skal komme med konkrete forslag til, hvordan plejeboliger indrettes demensegnet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093