23948sdkhjf

Færre dør af hjerte-kredsløbsproblemer

Nye tal fra Sundhedsstyrelsens dødsårsagsregister viser, at den generelle dødelighed i Danmark faldt med 2,5 pct. i 2010. Når dødeligheden falder, betyder det, at alle danskere - uanset alder - har en forøget statistisk chance for at overleve til næste fødselsdag.
Tallene viser, at dødeligheden af hjertesygdomme falder markant. Fra 2009 til 2010 er den faldet med fire pct. Over de seneste 10 år er dødeligheden for hjertesygdomme faldet med 35 pct.

Årsagen er ifølge styrelsen både bedre forebyggelse og bedre behandling.

Også for andre kredsløbssygdomme, selvmord og ulykker er der tale om et fald i dødeligheden - omend det ikke er helt så meget.

Flere dør af kræft

Til gengæld viser tallene, at der er en lille stigning, når det gælder dødelighed af kræft fra 2009 til 2010. Det skal man dog ikke lægge for meget i, fastslår fuldmægtig Jesper Marcussen fra Sundhedsstyrelsen.

"Udviklingen for kræft bør man altid se over et langsigtet tidsperspektiv, fordi sådan nogle tal som dem her kan variere år for år. Den langsigtede tendens er fortsat et fald," siger han.

Over de seneste 10 år er dødeligheden for kræft faldet for alle under 75 år, og faldet er markant for gruppen 65-74 år.

Flere dør af kræft, når de er over 75 år. Det er ifølge Sundhedsstyrelsen et udtryk for, at vi lever længere med kræft, og at man dør af kræft i en højere alder end tidligere.

Minister vil gøre forskel

Minister for Sundhed og Forebyggelse Astrid Krag glæder sig over den generelt faldende dødelighed, men understreger, at der stadig er plads til forbedringer, især på kræftområder.

"Det er kræften, der er den hyppigste dødsårsag blandt danskere, og en nylig publikation fra OECD viser, at Danmark er det land, hvor forekomsten af kræft er størst. Vores kræftdødelighed er dårligere end OECD-gennemsnittet," siger Astrid Krag.

Hun mener, at tallene bekræfter behovet for at foretage prioriteringer i sundhedsvæsnet.

"Derfor vil regeringen indføre differentieret behandling af patienter, hvor der skal være størst fokus på de alvorligt syge," siger Astrid Krag.

//ritzau//
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078