23948sdkhjf

Kolding: Plads til indvandrere på plejehjemmene

I øjeblikket bor kun fem koldingensere med anden etnisk oprindelse end dansk på plejehjem. Men behovet for flere pladser vil melde sig, og derfor iværksættes i det nye år en stor undersøgelse af indvandreres forhold til plejehjem.
Integrationsrådet i Kolding har taget hul på problematikken ved et temamøde, hvor Seniorforvaltningen orienterede de omkring 30 fremmødte om livet på et dansk plejehjem, og hvor pårørende og kommende plejehjemsbeboere med indvandrerbaggrund stillede spørgsmål og påpegede problemstillinger.

Det kan for eksempel være et problem for nogle, at der er så få mandlige SOSU-medarbejdere på plejehjemmene. Den danske mad, der i øjeblikket serveres på plejehjemmene, kan være en kulturel udfordring for indvandrere. Sproget kan være et problem, hvis indvandrer-beboere ikke mestrer det og derfor ikke kan begå sig blandt øvrige plejehjemsbeboere - eller søge om en plejehjemsplads. Der mangler frivillige, for eksempel besøgsvenner, med indvandrerbaggrund på plejehjemmene.

"Det vigtigste i fremtiden er at skabe tryghed omkring plejehjemssituationen for de ældre med anden etnisk baggrund. Behovet er ikke akut, men det kommer, derfor har jeg bedt om undersøgelsen. Man kunne også forestille sig, at flere kommuner, for eksempel hele trekantområdet, slog sig sammen om at tilbyde indvandrer-venlige plejehjemspladser," siger formanden for Integrationsrådet, Marwan Zobi.

Undersøgelsen af behov og problemstillinger i forhold til nydanskere og plejehjem skal i løbet af 2012 foretages af Seniorforvaltningen, og der er afsat 150.000 kroner til formålet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062