23948sdkhjf

Ny sundhedsplatform skal lette arbejdet

I Region Hovedstaden hilser man det velkommen, at sundhedsministeren nu vil afskaffe Den Danske Kvalitetsmodel.
En ny sundhedsplatform, der fjerner dobbeltregistrering. Enklere måder at måle driften på. Mere inddragelse af patienterne. Færre fejl og bedre behandling på hospitalerne. Et politisk udvalg der skal bekæmpe bureaukratisering. Og en systematisk anvendelse af den guldgrube af informationer, som ligger i de landsdækkende kliniske kvalitetsdatabaser.

Sådan lyder nogle af de mange initiativer, som er i fuld gang i Region Hovedstaden.

Under overskriften ”Fokus & Forenkling” har regionen i godt et års tid arbejdet sig væk fra noget af det papir og dokumentationsarbejde, som i flere år har præget hverdagen for hospitalspersonalet.

- Kvalitetsarbejdet er ganske enkelt hamrende vigtigt, det må der ikke herske tvivl om. Det handler om at udvikle sundhedsvæsenet, styrke behandlingen og at skabe patientsikre hospitaler med færre fejl. Men vi vil gøre det på en måde, som også skaber gode vilkår for det dygtige personale på hospitalerne, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

På vej væk fra dobbeltarbejde

Regionsrådsformanden hilser det derfor velkommen, at sundhedsminister Nick Hækkerup i Politiken siger, at man i Danmark skal arbejde sig væk fra Den Danske Kvalitetsmodel, som er kritiseret for i mange tilfælde at bebyrde sundhedspersonalet med unødvendigt meget registreringsarbejde.

- Ministerens udmelding er helt på linje med den udvikling, som allerede er i gang i Region Hovedstaden. En ny sundhedsplatform har fx været undervejs i et stykke tid. Den vil betyde, at det er slut med at registrere samme informationer i forskellige systemer og vil dermed frigøre tid til lægerne og sygeplejerskerne, så de kan gøre det, de er bedst til, nemlig hjælpe patienterne, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hun understreger i den forbindelse, at man i det nye kvalitetsarbejde skal undgå at opfinde den dybe tallerken igen.

- Fx har vi allerede meget data i de nationale kliniske kvalitetsdatabaser, som er en guldgrube af informationer og som vi i endnu højere grad bør udnytte i det daglige arbejde med at udvikle kvaliteten. Og så er patienterne også en vigtig ressource i det her. Derfor arbejder vi også med at blive bedre til at spørge dem, hvilke områder de mener, vi skal ind og måle kvalitet på, forklarer Sophie Hæstorp Andersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109