23948sdkhjf

Video, lys og lyd skal skabe tryghed på skadestuen

Aalborg Universitetshospital indviede tirsdag ”Fremtidens Tryghedsskabende Patientstue”.
Stue 19 i akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital er specifikt designet med henblik på at virke tryghedsskabende for særligt børn og/eller ængstelige patienter. Det fortæller projektleder og sociolog Sanne Daugaard fra Idéklinikken.

- Projektets formål er at skabe nogle behagelige og gennemskuelige rammer for patienten uden at gå på kompromis med stuens funktionalitet. Dette gør vi ved at minimere det kliniske udtryk, samt give patienten følelsen af kontrol igennem øget medindflydelse på de fysiske rammer.

I tæt samarbejde med Philips Healthcare har Aalborg Universitetshospital indrettet behandlerstuen med behagelig lyssætning og en avanceret videovæg med temaer, som patienten selv kan vælge. Interiøret der bl.a. inkluderer den grønne sofa, hvor både patienter og pårørende komfortabelt kan sætte sig, er nøje udvalgt for at give mulighed for behandling af børn mens de sidder tæt på deres forældre, hvilket skaber tryghed og mere samarbejdsvillige patienter.

”Fremtidens Tryghedsskabende Patientstue” blev indviet tirsdag af regionsrådsformand og formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner, Ulla Astman.

Projekt Tryghedsskabende Akutmodtagelse ledes af Idéklinikken og gennemføres i samarbejde med akutmodtagelsen og One-Stop-Shop for Hospitalsinnovation. Det er medfinansieret via midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Vækstforum Nordjylland. Philips deltager som aktiv partner i projektet. Konsulentvirksomheden Wice har bidraget med ekspertise inden for arkitekturpsykologi.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094