23948sdkhjf

Hospitalsenheden Vest får ny direktør

Siden marts 2014 har Poul Michaelsen været ansat som direktør ved Sydvestjysk Sygehus.
Poul Michaelsen bliver fra 1. oktober ny hospitalsdirektør i Hospitalsenheden Vest.

Siden marts 2014 har han været ansat som direktør ved Sydvestjysk Sygehus. Inden da var han i en årrække plan– og strategichef i Hospitalsenheden Vest.

Planlægning, udførelse og ikke mindst ibrugtagning af det nye sygehusbyggeri i Gødstrup bliver en central opgave for den ny direktør i samarbejde med den øvrige hospitalsledelse. En opgave som Poul Michaelsen ser frem til med stor optimisme, tilsat en knivspids ydmyghed.

"Hospitalsenheden Vest leverer god kvalitet og meget høj effektivitet samtidigt med, at hospitalet er i en rivende udvikling frem mod det nye hospital i Gødstrup. Jeg glæder mig til sammen med ledere og medarbejdere at forfølge mulighederne for, at vi kan blive endnu bedre til at imødekomme patienter og pårørendes forventninger om høj kvalitet og gode effektive patientforløb. Det gælder både på den korte bane og på vejen frem mod det nye hospital i Gødstrup," siger Poul Michaelsen.

Bred praktisk erfaring

Poul Michaelsen 19 års erfaring med sygehus- og sundhedsvæsenet – heraf de sidste ca. 10 år som leder - og en master i public health.

Hele arbejdslivet har på den måde været dedikeret sundhedssektoren og udviklingstiltag til gavn for patienter, pårørende og borgere.

"Med sin brede praktiske erfaring på tværs af organisatoriske niveauer får vi en direktør, der har et opmærksomt blik for at skabe udvikling via partnerskaber med andre hospitaler, kommuner, praksissektor, uddannelser, universitet og erhvervsliv. Alt sammen noget helt essentielt i fremtidens sundhedsvæsen," siger Ole Thomsen, koncerndirektør i Region Midtjylland.

45-årige Poul Michaelsen kom til Sydvestjysk Sygehus fra en stilling som plan- og sekretariatschef på Hospitalsenheden Vest, og det er samme hospitalsenhed, han er på vej tilbage til, denne gang med titel som hospitalsdirektør.

"Sydvestjysk Sygehus er en fantastisk robust organisation, der rummer utrolig mange kompetencer og kvaliteter. Derfor er det også med vemod, at jeg siger op, for det har været en meget spændende tid," siger Poul Michaelsen.

Processen med at finde en ny direktør på Sydvestjysk Sygehus er sat i gang.

Hospitalsenheden Vest består af:
• Regionshospitalet Holstebro,
• Regionshospitalet Herning,
• Regionshospitalet Lemvig,
• Sundhedshus Ringkøbing,
• Sundhedscenter Tarm.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094