23948sdkhjf

Berøringsangsten skal væk: En værdig død

Nyt projekt skal hjælpe sundhedspersonale i Varde med at skabe gode rammer for uhelbredeligt syge borgere, der ønsker at leve deres sidste dage i eget hjem.
Varde Kommune har som en af fire kommuner fået midler fra Sundhedsstyrelsens satspulje til projektet En Værdig Død.

Pengene skal i Varde bruges på at sikre den bedst mulige pleje, omsorg og behandling af alvorligt syge borgere, som har et ønske om at dø i vante omgivelser derhjemme, uden at skulle gå på kompromis med hverken livskvalitet, patientsikkerhed eller høj faglig kvalitet.

Initiativet skal være med til at støtte kommunens sundhedspersonale i at få taget de svære samtaler med døende borgere og deres pårørende, så personalet kan være med til at give den enkelte borger et værdigt liv – også i livets efterår.

"Projektet kan sørge for at få et vanskeligt, men vigtigt emne bragt på dagsordenen og hjælpe med at fjerne den berøringsangst, der omgiver det," fortæller Ragnhild Kallestrup fra Aflastningstjenesten i Varde.

Den optimale pleje

Målgruppen for projektet vil typisk være borgere, der er ramt af Kræft, KOL, diabetes, hjertesygdomme, Sklerose eller ALS. Der vil i forløbet være særlig opmærksomhed på borgere, der er enlige eller udsatte.

"Undersøgelser viser, at langt de fleste danskere har et ønske om at dø derhjemme. Når det alligevel sjældent sker, er det, fordi mange er usikre på, om de kan få den optimale pleje. Det her tiltag kan fjerne noget af den usikkerhed," siger Ragnhild Kallestrup.

Tre-årigt projekt

Initiativet starter d. 1. oktober og løber tre år frem.

Projektet involverer bl.a. yderligere kvalificering på det palliative område af bl.a. hjemmesygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter og SOSU-assistenter, tværfaglige hjemmebesøg hos borgeren, der har ønsket at være derhjemme, så både den tilknyttede læge og hjemmesygeplejersken kan være til stede samtidig og herigennem sikre løbende justeringer af plejen ud fra borgerens individuelle behov, samt en ekstra indsats for at få patienterne og deres pårørende til at blive afklarerede om deres ønsker for plejeforløbet og forholdene i den sidste tid.

Der er i alt bevilliget ca. 3,9 millioner støttekroner til Varde Kommune fra Sundhedsstyrelsens satspulje. I Varde Kommune anslås det, at ca. 200 patienter om året vil få gavn af projektet. Kommunens erfaringer skal medvirke til at danne baggrund for, hvordan landets øvrige kommuner kan styrke den palliative indsats.



Projektet er blevet til gennem et samarbejde med De praktiserende læger i Varde Kommune, Hospice Sydvestjylland i Esbjerg, det palliative team på Sydvestjysk Sygehus, Aflastningstjenesten i Varde Kommune, samt patientforeningerne Hjerteforeningen, Diabetesforeningen, Kræftens Bekæmpelse og LungePatienten.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078