23948sdkhjf

Aarhusiansk rådmand tager forbehold for budgetforslag

Jette Skive mistænker borgmesteren for at ville bruge den såkaldte ældremilliard på andet end de ældre.
Som en del af regeringens aftale med Kommunernes Landsforening fra juni 2015 bliver ældremilliarden ikke længere udmøntet via en pulje, men via bloktilskuddet til kommunerne. Det betyder, at kommunerne ikke længere skal ansøge om at få pengene.

Ifølge rådmand Jette Skive, Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, burde det ikke gøre den store forskel i forhold til anvendelsen. Men efter at have set borgmesterer Jacob Bundsgaards budgetforslag til Magistraten, er hun kommet i tvivl:

"Det virker meget underligt, at de penge, som er øremærket til daginstitutionerne, allerede er lagt ind i budgettet, mens de penge, som er øremærket de ældre, ikke er. Hvis borgmesteren har planer om at bruge penge, som både den nye og den gamle regering mener skal bruges på ældreområdet, på andre områder, så må man sige, at hans syn på de ældre og de svageste i Aarhus står meget sløjt til. Han skal også huske på, at byrådet i Aarhus i 2014 vedtog at bruge pengene permanent til et løft af ældreområdet. Derfor opfatter jeg det som aftalebrud, hvis de bliver anvendt til andre formål. Det vil være en uforståelig og helt unødvendig afstraffelse af byens ældre," siger Jette Skive (DF).

Fuldkommen åbenhed

Jette Skive vil i de kommende uger holde nøje øje med det hun kalder 'budgettekniske fupnumre':

"Vi skal have fuldkommen åbenhed omkring budgetlægningen, og hvis jeg får færten af, at borgmesteren er i gang med at snigløbe ældreområdet, så skal det frem på bordet. Derfor tager jeg også forbehold allerede nu, og stemmer imod straffeaktionen af de ældre," siger Jette Skive.

"Jeg vil have klar besked fra Borgmesteren, om han vil spare ældremilliarden væk, svarende til 45 mio. kr., hvert eneste år. Jeg sender derfor en 10- dages forespørgsel, som jeg håber han svarer på meget hurtigt," siger hun.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078