23948sdkhjf

Ny plejekonkurs: Bonderosen i Græsted drejer nøglen om

450 ældre og 90 medarbejdere i usikker situation i Nordsjælland.
Det private pleje- og hjemmehjælpsfirma Bonderosen i Græsted, Nordsjælland er begæret konkurs. Direktør Sanne Andreasen bekræfter konkursbegæringen overfor Frederiksborg Amts Avis.
"Det er Skat, der har indgivet konkurs. Vi gik konkurs klokken 10 i går og holder møde med medarbejderne i dag klokken 14," siger direktøren til avisen.

Konkursbegæringen får indflydelse på 450 plejekrævende ældre i hovedsagelig Gribskov kommune. Op mod 90 medarbejdere berøres af konkursen.

Endnu en konkurs i 2015 bekymrer FOA's Dennis Kristensen.
”Det bliver desværre bare ved. Vi har set konkurs efter konkurs her i 2015, og det siger i dag sig selv, at der er nødt til at komme et nyt sæt spilleregler. Markedet er voldsomt presset, og de svageste ældre med behov for omsorg og pleje er hver gang taberne,” siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.

Han peger på, at der nærmest har været en konkursbølge i branchen i år.

”Markedet er ekstremt presset. Der mangler tilsyn, og der mangler præcise krav til private aktører. Bonderosen er for et halvt år siden blevet omfattet af overenskomsten med FOA, men vi kan se, at mange mindre firmaer forsøger at omgå regler og overenskomster for at få sin del af markedet. Det får de desværre også lov til i flere kommuner, og det presser i stor grad også de lødige firmaer, som ellers lever op til bestemmelser og overenskomster,” siger Dennis Kristensen.

FOA forventer, at kommunerne nu overtager forpligtelserne over for både ældre og medarbejdere, oplyser afdelingsformand Lene Lindberg fra FOA Nordsjælland.

Underskud i 2014
Bonderosen opererer i Gribskov, Halsnæs og Hørsholm kommuner.
Selskabet, der i følge CVR-registret er stiftet 3. januar 2014, vandt i maj 2014 et udbud i Gribskov Kommune på levering af ydelser indenfor pleje, rengøring og sygepleje til kommunens borgere i en periode på 10 år.

Bonderosen har ifølge seneste regnskab "vækstet kraftigt i 2014", men sluttede årsregnskabet med et resultat på 1,3 mio. kr. i underskud.

"Dette har været en stor udfordring (...) og der har været stillet store krav i den nye kontrakt om uddannelse (...) og få opbygget nye procedurer om dokumentation..."
"Der har i 2014 blevet brugt store ekstraordinære udgifter på hele godkendelseproceduren og yderligere er virksomheden flyttet i nye lokaler," lyder det i regnskabet for 2014, der er indsendt 29. maj 2015.

Gribskov Kommune har udliciteret meget store dele af sine velfærdsopgaver. FOA frygter, at kommunen ikke har en administrativ styrke til at sikre, at alle ældre får deres hjemmehjælp som vanligt.

Kim Valentin, borgmester i Gribskov Kommune, har valgt ikke at udtale sig til medierne endnu. I en artikel i KL's nyhedsbrev Momentum sagde han dog så sent som august 2015:

"Hvis en privat leverandør går konkurs, så er det selvfølgelig meget irriterende, og det vil skabe en del ekstra arbejde. Og du bliver nødt til at have taget dine forholdsregler i forhold til kontrakten og beredskab ved konkurs. Men den finansielle del er ikke meget anderledes, end hvis kommunen selv havde opgaven, og der var et underskud på området, som du skal dække af."
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.158