23948sdkhjf

TænkeTank: Politikere skal også investere i yngre med demens

Yngre mennesker med demens, ægtefæller og frivillige fagpersoner var samlet til den årlige landsdækkende TænkeTank.
En kørselsordning der gør det muligt for personer, der har demens at blive transporteret til aktiviteter og træningstilbud– på lige fod med personer, der har fysiske handicap. Ligestilling af demenssygdomme med andre kritiske sygdomme således, at der er muligt at få erstatning via sin pension - uanset hvilket pensionsselskab, man har. Aktivitets- og træningstilbud hvor yngre med demens har mulighed for at mødes med andre i samme situation og deltage i motion, kognitiv stimulation og ikke mindst sociale fællesskaber. Det er blot nogle af de ønsker og krav til politiker, som deltagerne på årets TænkeTank for yngre med tidlig demens kom frem med under den politiske paneldebat.

Fredag og lørdag var godt 70 yngre mennesker med demens, ægtefæller og frivillige fagpersoner samlet til den årlige landsdækkende TænkeTank, hvor jubilæumstemaet var ”Et demensvenligt samfund”. På TænkeTanken var der fokus på erfaringsudveksling, formidling af viden og politisk debat og ikke mindst socialt samvær. Det var tiende år i træk, at TænkeTanken blev afholdt.

Ny handleplan på demensområdet

Deltagerne var optaget af, at regeringen har meldt ud, at der er afsat et trecifret millionbeløb til at udarbejde en ny landsdækkende handleplan på demensområdet. Her var der især fokus på betydningen af, at Folketinget vedtager fælles retningslinjer for, hvad der er god kvalitet på demensområdet.

"Det er utrolig vigtigt, at det bliver et krav i handleplanen, at kommunerne selv skal udarbejde en lokal handleplan på demensområdet. Samtidig er det helt afgørende, at der bliver formuleret nogle fælles retningslinjer for, hvad god kvalitet på demensområdet er," sagde landsformand Birgitte Vølund fra Alzheimerforeningen og tilføjede:

"Det er nemlig vigtigt, at KL og de lokale politikerne ude i kommunerne bliver forpligtet på at investere i kvalitet på demensområdet. Og der er ingen tvivl om, at det en god forretning i det lange løb – både på det økonomiske og menneskelige plan."

Fra kan til skal

TænkeTanken opfordrer regeringen og de øvrige politikere i Folketinget til hurtigst muligt, at ændre servicelovens KAN paragraffer til SKAL paragraffer – bl.a. vedrørende individuel kørsel og handicapkørsel og i øvrigt i forhold til de problematikker, som familier med demens oplever.

TænkeTankens deltagere ønsker således, at alle kommuner bliver forpligtet til at opfylde lovgivningen og yde den hjælp og støtte, som yngre familier med demens har behov for, så de kan leve et så godt, aktivt og værdigt liv som muligt – trods de store udfordringer, en demenssygdom giver hele familien, lyder det fra TænkeTanken.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.486