23948sdkhjf

Medarbejderne går i patientens fodspor

Sundhedsfagligt personale i Region Midtjylland og Region Syddanmark deltager i kursus om at skabe mere sammenhængende patientforløb.
Region Midtjylland skaber sammenhæng og effektivitet i patientforløb med et kursus, hvor medarbejderne går i patientens fodspor. Resultatet er forbedrede arbejdsgange. Nu er kurset også blevet afholdt på Sygehus Sønderjylland.

Ventetider bliver bragt ned. Undersøgelser bliver lagt om, så patientforløb foregår mere effektivt. Der bliver kommunikeret bedre til patienterne og mellem medarbejderne på forskellige afdelinger. Og patientforløb foregår i højere grad på patientens præmisser. Det er nogle af resultaterne, efter at 50-60 læger, sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale i Region Midtjylland i løbet af de seneste år har deltaget i et kursus om at skabe mere sammenhængende patientforløb.

Resultaterne er så gode, at kurset nu også er blevet afholdt i Region Syddanmark med 16 deltagere.

”Det har været lærerigt at opleve ventetid og undersøgelser sammen med patienten. Det kan være helt andre ting, der betyder noget, end vi tror,” siger en af deltagerne, kvalitets- og udviklingskoordinator Gitte Fruerhøj fra Familiecentret, Sygehus Sønderjylland.

To flaskehalse

Sammen med en kollega fokuserede Gitte Fruerhøj på dagkirurgiske patientforløb fra Gynækologisk Klinik på Sygehus Sønderjylland. De lokaliserede to flaskehalse i forløbet, som gav flere timers unødig ventetid.

Den ene flaskehals, blodprøvetagning, er nu omlagt for nogle af patienterne, hvilket ser ud til at have nedbragt ventetiden. Den anden flaskehals, anæstesiologisk forundersøgelse, kan højst sandsynligt løses op med en ændring i arbejdsgangene, og det er nu foreslået ledelsen.

En af grundene til, at kurset giver markante resultater, er ifølge forløbsleder Kasper Bjørn, Region Midtjyllands Koncern HR, at deltagerne går i dybden med et helt konkret patientforløb. De metoder, de lærer på kurset, kommer i spil med det samme i deres projekter. Det giver gejst hos deltagerne at arbejder så konkret og målrettet, forklarer han.

Kurset Kon-Tiki
Formålet med Region Midtjyllands udviklingsforløb Kon-Tiki er at skabe sammenhæng i patientforløb på tværs af afdelinger, faggrænser, hospitaler og sektorer.
Forløbet er for overlæger, afdelingssygeplejersker og andre, der har medansvar for at skabe sammenhæng i patientforløb. Det løber over seks undervisningsdage.
Deltagerne arbejder med et konkret patientforløb: De indsamler data, følger i patientens fodspor, interviewer interessenter, opsætter brugerdialog og identificerer og implementerer løsninger. På kurset får de redskaber til at skabe forandringer og til at udvikle deres egen ledelse.
Kon-Tiki er nu ved at blive afholdt for fjerde og femte hold Region Midtjylland. I forsommeren blev det afholdt i Region Syddanmark på Sygehus Sønderjylland under titlen ”Effektive patientforløb og teamkoordinering”.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109