23948sdkhjf

Disse tre projekter kan vinde Digitaliseringsprisen 2016

Sensorble, telepsykiatri og patientjpurnal er nomineret i kategorien 'Velfærdsprisen'. Projekterne stammer fra Danske Regioner, Region Syddanmark og Hjørring Kommune.
Digitaliseringsstyrelsen har netop offentliggjort årets nominerede til Digitaliseringsprisen 2016. Herunder findes kategorien 'Velfærdsprisen', der er relevant for hele plejesektoren.

I Hjørring Kommune - der i øvrigt er nomineret hele to gange - har 'sensorbleen – den intelligente ble' vakt opsigt.

Sensorbleen bruges til at måle vandladningsmønstre hos folk, som har problemer med inkontinens. Med resultaterne i hånden kan plejepersonalet planlægge plejen af de ældre bedre, og fx undgå at forstyrre nattesøvnen med bleskift. Teknologien har været testet i Hjørring Kommune fra marts til juni 2015 og indføres nu i hele kommunen til de brugere, som har behov for det.
Sensorbleen er nomineret i kategorien Velfærdsprisen.

I kategorien ”Velfærdsprisen” er Psykiatrien i Region Syddanmark med projektet Telepsykiatrisk Hjemmebehandling nomineret, og i samme kategori er også Den Præhospitale Patientjournal nomineret. Den Præhospitale Patientjournal er et projekt i regi af Danske Regioner, hvor Region Syddanmark har været den ledende region på projektet.

Region Syddanmark har i år fået hele fire nomineringer. Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) glæder sig over de mange nomineringer:
"I Region Syddanmark arbejder vi hver dag med initiativer, der skal skabe værdi for borgerne. Digitalisering er et vigtigt indsatsområde, som vi har stor fokus på. Derfor er jeg glad for, at vores indsatser og projekter giver genlyd i hele landet, og det er også en stor anerkendelse af medarbejdernes arbejde. Jeg ser frem til til, at vinderne kåres i næste måned," siger hun.

Digitaliseringsprisen er åben for alle offentlige virksomheder og institutioner, der har vist nye veje inden for it-udnyttelse i det offentlige. Der konkurreres i tre priskategorier: Effektiviseringsprisen, Velfærdsprisen og Dommernes specialpris.
Digitaliseringsprisen 2016 er et initiativ fra Digitaliseringsstyrelsen, Danske Regioner, KL, Djøf, Rambøll, KMD og In2media.

Vinderne af Digitaliseringsprisen 2016 Velfærdsprisen skal findes blandt disse kandidater:
• Psykiatrien i Region Syddanmark med projektet Telepsykiatrisk Hjemmebehandling - læs mere her
• Danske Regioner med projektet Den Præhospitale Patientjournal - Læs om den her
• Hjørring Kommune med projektet Sensorbleer



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125