23948sdkhjf

Samarbejdet på tværs af sektorer skal styrkes

Repræsentanter fra Sydvestjysk Sygehus og de omkringliggende kommuner mødtes for nylig til en fælles arbejdsdag i Det Lokale Samordningsforum.
Sammenhængskraften mellem tilbuddene fra sygehus, kommuner og praktiserende læger skal styrkes endnu mere, så patienterne oplever tryghed gennem hele deres forløb.

Sådan lyder det fra Sydvestjysk Sygehus og de omkringliggende kommuner, som vil have Danmarks bedste overlevering mellem sektorerne, så ingen patienter oplever et slip, når de udskrives fra sygehuset og for eksempel har brug for pleje eller genoptræning i kommunalt regi.
Det var der stor enighed om på en fælles arbejdsdag i Det Lokale Samordningsforum, hvor repræsentanter fra Sydvestjysk Sygehus og de omkringliggende kommuner mødtes for at fastlægge strategiske mål for 2016 med borgeren i centrum.

"Som kommune deler vi borgernes opfattelse af, at der er brug for en styrket sammenhængskraft mellem tilbuddene fra sygehus, kommuner og praktiserende læger. Selvom vi sidder i forskellige sektorer, skal vi arbejde sammen om at sikre, at borgerne oplever sammenhæng og tryghed gennem hele deres forløb, lige fra akutmodtagelse til efterfølgende pleje og rehabilitering. Derfor ser vi frem til sammen med de øvrige parter i Det lokale samordningsforum at sætte øget fokus på et stærkt samarbejde, som skal sikre overgangene mellem sektorer og optimere genoptræningen, når en borger udskrives fra sygehuset," siger direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.

Formand for Det Lokale Samordningsforum, sygeplejefaglig direktør Susanne Lauth, Sydvestjysk Sygehus, supplerer:
"Patienterne ønsker så vidt muligt hurtigt at komme tilbage til deres almindelige dagligdag, før, under og efter deres egen eller pårørendes behandling og pleje. Det skal vi som sygehus og primærsektor understøtte i tæt samarbejde med de praktiserende læger. Patienterne, som har deltaget i panelet, har givet mange roser tilbage om dette samarbejde. De oplever, at sektorerne hver for sig allerede leverer gode og omsorgsfulde indsatser målrettet den enkelte borgers behov. Den tilbagemelding er vi jo meget glade for. Det kan i høj grad tilskrives de gode og ansvarsfulde medarbejdere, der hver dag gør en stor indsats for at sikre god hjælp og støtte for den enkelte borger ..."

"Der, hvor vi fortsat kan gøre det endnu bedre, er netop der, hvor stafetten leveres over! Og det er i forhold til mange små basale ting, hvor det skal være klart også for patienten, hvem der gør hvad: Det kan være at sikre, at der er mad i køleskabet til det første døgn, at man er klar over, hvor man skal ringe hen i det første halve til hele døgn efter udskrivelsen, at der er styr på medicin, at patienten ved, hvornår der første gang kommer besøg fra kommunen etc. Patienterne skal ikke bekymre sig om, hvem der skal gøre det, men opleve, at tingene allerede er planlagte og aftalte, eller at de ved, hvad de kan gøre for at få hjælp, hvis der er noget, der ikke er afklaret."

Det Lokale Samordningsforum har nu nedsat nogle grupper, som skal være med til at omsætte de ambitiøse mål til praksis. Målet er at skabe synlige og målbare resultater til gavn for borgerne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25