Borgerne skal mærke, at sundhedsvæsenet hænger sammen
Det kræver stor faglig og personlig robusthed, når meget komplicerede pleje- og behandlingsopgaver skal løses langt fra kolleger og sygehus – hjemme hos den enkelte borger.
Helle Linnet, formand for Foreningen af Sundheds-, arbejdsmarkeds- og socialchefer
Men de mange nye sundhedsydelser, der følger med sundhedsloven, fylder hos os som et resultat af en markante opgaveoverdragelse, som har fundet sted fra det regionale sundhedsvæsen til kommunerne.
Pleje i hjemmet udfordrer
Tidligere var patienterne færdigbehandlede, når de kom hjem fra hospitalet. I dag er behandlingen i mange tilfælde blot lige sat i værk. Der skal slet ikke herske tvivl om, at det for mange er godt at kunne forlade hospitalssystemet hurtigt og komme hjem i vante omgivelser. I forhold til infektionsrisiko og de mange resistente bakterier, som florerer i sygehussystemet, er det også bedre at blive behandlet i eget hjem.
Når det er sagt, er der imidlertid store grupper af ikke mindst den ældre del af befolkningen, som bliver udfordret, fordi pleje og praktiske gøremål bliver svære for den enkelte, hvis man er blevet udskrevet tidligt og meget hurtigt – og ikke mindst, hvis man bor alene.
Stort behov for uddannelse
Borgere, der efter udskrivelsen har brug for regelmæssigt lægeligt tilsyn og komplekse sundhedsydelser, stiller store krav til kompetencerne hos det kommunale sundhedspersonale.
Det kræver stor faglig og personlig robusthed, når meget komplicerede pleje- og behandlingsopgaver skal løses langt fra kolleger og sygehus – hjemme hos den enkelte borger, som måske bor geografisk isoleret. Det kan virke overvældende at stå alene og være i tvivl om, hvorvidt den ordinerede behandling, man er pålagt at skulle udføre, virker efter hensigten.
Kommunerne står derfor med et fortsat massivt uddannelsesfokus. Det gælder sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter samt social og sundhedshjælpere. Beskæftigelsesområdets rotationsordninger har heldigvis medvirket til, at der er tilført megen viden til feltet, som igen har betydet, at sundhedspersonalet nu også kan varetage de specialiserede opgaver.
Tilstrækkeligt personale
Ud over uddannelsesfokus har kommunerne opmærksomhed på rekruttering, ikke mindst i områderne langt fra uddannelsesstederne, hvor det kan være svært at finde sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.
Vi ved, at det er afgørende for det sammenhængende sundhedsvæsen med accelererede indlæggelsesforløb og udbredte ambulante behandlingstilbud, at der er tilstrækkeligt sundhedspersonale til at løfte opgaverne.
Kommunerne bidrager meget gerne til at opfylde uddannelsesbehovet, men vi ser det også som et væsentligt element, at de færdiguddannede sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter har viden med sig fra hospitalsafdelingerne, og derved bidrager til, at det sammenhængende sundhedsvæsen kan fungere i praksis med viden om og forståelse for begge sektorers arbejdsvilkår.
Det er vigtigt, at vi medvirker til at borgeren mærker, at vi er et sammenhængende sundhedsvæsen. For den enkelte er det jo ikke afgørende, hvilken sektor der yder behandling, pleje og omsorg. Derimod skal borgeren mærke, at det er tilstede, når der er behov for det.