Flyt fokus til værdighed
Velfærdsteknologi er på alles læber – og med rette! Den kan hjælpe os, når vi står med færre hænder, færre penge og flere ældre med behov for pleje. Kommunerne indfører mere velfærdsteknologi, men samtidig vokser modstanden
Per Buus, formand, Dansk Rehab Gruppe.
De ældre er ikke motiverede for at blive selvhjulpne og er usikre på, hvad omlægningen betyder for dem. Samme billede tegner sig i Rambølls årlige undersøgelse af ”It i praksis”, hvor antallet af danskere, som er ”helt eller delvist uenige” i, at det er acceptabelt at anvende velfærdsteknologi inden for personlige pleje og omsorg, er vokset for tredje år i træk i 2015.
Som administrerende direktør i VELA og formand i Dansk Rehab Gruppe kan jeg konstatere, at velfærdsteknologi absolut ikke er en ny opfindelse, omend den er blevet mere intelligent og avanceret igennem årene.
Siden begyndelsen af 1970’erne er der blevet fremstillet ergonomiske stole og taburetter til special- og rehabiliteringsområdet – også med elektriske funktioner – med det formål at give mennesker med funktionsnedsættelse mulighed for at vedligeholde eller genoptage hverdagsaktiviteter såsom madlavning, strygning, tøjvask og lignende.
De mere end 40 års erfaringer fra VELA viser, at når brugerne oplever en større grad af selvhjulpenhed, så øger det deres motivation til at udføre hverdagsopgaver, som de ellers må overlade til pårørende eller plejepersonale at udføre.
Den genvundne frihed og selvopholdelsesdrift, hvor de ikke er afhængige af andres hjælp, gør ganske enkelt deres liv nemmere, og de kan tilmed opleve en forbedring af deres tilstand ved at holde sig selv i gang. Det hjælper som regel på humøret at holde kroppen i bevægelse og bringer glæde at udføre de basale ting i hverdagen.
Synliggør værdi
Jeg forstår egentlig godt den voksende modstand og tilbageholdenhed i forhold til udbredelse af velfærdsteknologi, hvis velfærd kun handler om at sætte kold teknologi ind i stedet for varme hænder og spare tid, penge og ressourcer i kommunerne.
Teknologiens formål er at hjælpe med at gøre hverdagen og livet nemmere – både for brugere og sundhedspersonale. Vi må fokusere på helt andre parametre for at synliggøre og dokumentere den oplevede værdi for borgere og medarbejdere, fordi velfærdsteknologi handler om at tilføre eller genvinde tryghed, frihed, livskvalitet og værdighed.
Hvem har siddet i min stol?
VELA arbejder i stigende grad med evidens for at finde ud at, hvordan brugerne oplever at benytte stole til special- og rehabiliteringsområdet, og hvorvidt stolene fremmer deres aktivitet og selvhjulpenhed i hverdagslivet og på arbejde.
Det giver et helt og konkret billede og forståelse af, hvilke funktions- eller aktivitetsproblemer brugerne har, hvor de bruger stolene, og hvilke betydninger de har for de enkelte brugere. På den måde bliver vi væsentligt klogere, men det er også langt nemmere at forklare og fremvise nytteværdien af vores velfærdsteknologi til andre i vores omverden.
Frihed som motivationsfaktor
Velfærdsteknologi behøver ikke at handle om menneskelignende robotter, stemmestyringssystemer, højteknologiske dingenoter og intelligente dippedutter.
Jeg anerkender i høj grad deres funktion og berettigelse, men det kan også blive en anelse for avanceret og tilmed omkostningstungt for almindelige mennesker og trængte kommuner.
I forhold til at acceptere anvendelse af teknologien i pleje og omsorg så er det vigtigste for mig, at teknologien ikke ”bare” overtager eller afhjælper plejepersonalets funktioner og løser opgaven hurtigere, smartere og billigere – men tilfører brugeren mere frihed til at tage vare på sit eget liv.
Velfærdsteknologi kan også være mere simple løsninger, som brugerne nemmere kan forholde sig til og acceptere som hjælpemidler til at vedligeholde eller genoptage hverdagsaktiviteter og dermed opretholde deres værdighed. Og med hensyn til terminologien, så tror jeg, at mange forbinder ordet ”velfærd” med samfundsmæssige interesser, økonomi og som målestok for graden af lykke.
Derimod er ordet ”værdighed” for mig en stærkere betegnelse for teknologiens store og gavnlige effekt for det enkelte menneske og samfundet som helhed.
Velfærdsteknologi behøver ikke at handle om menneskelignende robotter, stemmestyringssystemer, højteknologiske dingenoter og intelligente dippedutter.
Jeg anerkender i høj grad deres funktion og berettigelse, men det kan også blive en anelse for avanceret og tilmed omkostningstungt for almindelige mennesker og trængte kommuner.
I forhold til at acceptere anvendelse af teknologien i pleje og omsorg så er det vigtigste for mig, at teknologien ikke ”bare” overtager eller afhjælper plejepersonalets funktioner og løser opgaven hurtigere, smartere og billigere – men tilfører brugeren mere frihed til at tage vare på sit eget liv.
Velfærdsteknologi kan også være mere simple løsninger, som brugerne nemmere kan forholde sig til og acceptere som hjælpemidler til at vedligeholde eller genoptage hverdagsaktiviteter og dermed opretholde deres værdighed. Og med hensyn til terminologien, så tror jeg, at mange forbinder ordet ”velfærd” med samfundsmæssige interesser, økonomi og som målestok for graden af lykke.
Derimod er ordet ”værdighed” for mig en stærkere betegnelse for teknologiens store og gavnlige effekt for det enkelte menneske og samfundet som helhed.