23948sdkhjf

Stress på dagsordenen i hele verden i dag

For mange opgaver, for lidt tid og et konstant pres for at levere mere og bedre end kollegaerne. Stress kan udspringe af mange ting og er ikke blot et problem i Danmark. Den 28. april er det international arbejdsmiljødag med fokus på stress.
Hver dag året rundt er 35.000 danskere sygemeldt med stress.

Stress er ikke blot et problem i Danmark. Det er en global udfordring, og ifølge ILO, som er FN’s faglige organ for arbejdsmarkedsspørgsmål, er det et voksende problem. Derfor har ILO valgt at bruge den internationale arbejdsmiljødag i dag til at sætte fokus på stress som en fælles udfordring på arbejdspladsen.

Det sker idag den 28. april.

Ifølge rapporten 'Workplace Stress: A collective challenge' står ansatte over hele verden over for markante ændringer i deres arbejdsliv i disse år. Det moderne arbejdsliv lægger et stort pres på den enkelte medarbejder med hård, global konkurrence og udflydende linjer mellem arbejdsliv og privatliv. Det giver øget risiko for at blive ramt af stress.

”Rapporten fra ILO er tankevækkende og bør give anledning til, at de enkelte lande hver især gør en aktiv indsats i forhold til det psykiske arbejdsmiljø”, siger Peter Vesterheden, direktør i Arbejdstilsynet.


God dialog forebygger stress
Stress er ikke i sig selv en sygdom, men vedvarende stress kan føre til både fysisk og psykisk sygdom. I en undersøgelse fra 2014 angiver 15 pct. af danskerne, at de ofte eller hele tiden føler sig stressede. Der er mange grunde til, at man kan få stress. Nogle af dem hænger sammen med arbejdet.

”Arbejdsglæde og trivsel er ingen selvfølge – det forudsætter, at man arbejder med det. At forebygge stress på arbejdspladsen kræver først og fremmest en tæt og god dialog mellem medarbejdere og ledelse om det, der kan være årsag til stress”, siger Peter Vesterheden og tilføjer, ”det jo også er en gevinst for produktiviteten at undgå stress”.

Psykisk arbejdsmiljø er et af de tre politisk prioriterede områder for arbejdsmiljøindsatsen i Danmark. Arbejdstilsynet fører tilsyn med det psykiske arbejdsmiljø på virksomhederne. På et tilsynsbesøg har Arbejdstilsynet dialog med virksomheden og tilbyder dem vejledning i at forebygge problemer med det psykiske arbejdsmiljø.

Fakta om ILO
I ILO arbejder regeringer, arbejdsgivere og arbejdstagere fra 187 lande sammen om at fastsætte internationale standarder for arbejdsmarkedsforhold, om at fremme anstændigt arbejde og om forskning, uddannelse samt information om arbejdsmarkedsforhold.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11