23948sdkhjf

Fonden med det provokerende navn

Vi ønsker at skabe opmærksomhed på og forståelse for ensomhed - og så er ’gammel’ og ’alderdom’ i øvrigt smukke ord.
EGV – Ældre Fonden – EGV-Fonden… Ved du, hvad bogstaverne står for? Nej, vel! Det er navne, vores organisation har haft gennem 105 år.

I midten af 80’erne besluttede man at afhænde bl.a. et boligselskab, der var en del af organisationen, og som gennem årtier havde bygget og drevet plejehjem og dagcentre rundt i landet. For disse midler etableredes medlemsforeningen Ældre Sagen. De resterende millioner kroner blev grundkapital i en fond, der i nogle år hed Ældre Fonden og siden EGV-Fonden.

Den fond er vores lille, humanistiske, forskningsorienterede fond, der nu igen hedder Ensomme Gamles Værn! Vi besluttede nemlig ved 100 års jubilæet at tage vores navn tilbage. Tre forkerte ord, som jeg plejer at sige, når jeg holder foredrag om ensomhed og fællesskaber. Men hvorfor, når navnet er som en rød klud for ikke mindst seniorer, der hverken føler sig ensomme eller gamle? Det vil jeg gerne forklare, for jeg står helt inde for vores over 100 år gamle navn.

’Gammel’ er et smukt ord

For det første – vi ønsker at skabe opmærksomhed på og forståelse for ensomhed. Det gør vi ved at tale og skrive direkte om ensomhed og det, at nogle mennesker føler sig ensomme.

For det andet – vi synes, at ord som gammel og alderdom er smukke ord, der betegner de mennesker, vi primært arbejder med. De fleste ældre voksne, der oplever ensomhed, er nemlig i aldersgruppen 85+ år, og de har lidt mange tab socialt og helbredsmæssigt. – ”Alle vil gerne leve længe, men ingen vil være gammel”. I vores fond vil vi gerne bidrage til at skabe et samfund, hvor vi trygt kan blive gamle.

For det tredje – ordet værn har mange, gode synonymer. Værn er et ord for omsorg, at passe på, værne om, beskytte. Det vil vi gerne bidrage til ved at skabe indsigt i ensomhed og alderdom, så vi bliver bedre til at forstå, hvor væsentlige sociale aspekter er gennem hele livet.

Ordet ensomhed

Men hvad er så ensomhed? Der er en række forskellige perspektiver i spil i disse år, hvor den samfundsmæssige og politiske opmærksomhed på emnet vokser.

”Ensomhed er aldrig ens fra et menneske til det næste, da den netop kendetegnes ved sin individualitet”, skrev forfatter Daniel Dencik i en kronik, ”Hvad taler vi om, når vi taler om ensomhed” i Politiken 10. april 2016 i forbindelse med sin nye novellesamling om ensomhed.

Vi bruger ordet ensomhed forskelligt om en række fysiske, sociale og psykologiske tilstande. Dencik beskriver – som forfatter Jens Andersen også har beskrevet i sin bog om Astrid Lindgren – en ensomhed, man kan vælge til for at opnå dybe erkendelser om sig selv og livet. Det er en ensomhed, der i filosofisk forstand har et ærinde eller et mål. Ved at isolere sig i en periode for at stille skarpt og være alene med sine tanker, hvad enten det er i ørkenen, ved en svensk skovsø eller i et refugium. Målet kan være at lære sig selv at kende, at opnå samhørighed med sin Gud eller at styrke sit kunstneriske projekt.

Men er der egentlig tale om ensomhed, når man selv vælger, hvornår og hvor længe ensomheden skal stå på?

Vi skal ikke være alene

Den selvvalgte, udviklende ensomhed har ikke meget tilfælles med den ensomhed, der følger af bl.a. fattigdom, mobning, udelukkelse, skilsmisse, fyring, sygdom, handicap og død. Der er himmelvid forskel på ”den gode ensomhed” og den ensomhed, vi arbejder med i Ensomme Gamles Værn og i Folkebevægelsen Mod Ensomhed.

Vi kæmper mod en ensomhed, der blandt børn og unge kan være knyttet til mobning og at føle sig uden for gruppens accept og sammenhold. For voksne kan ensomheden opleves som ikke at kunne få livet til at fungere, mens jævnaldrende ræser afsted med succes på alle fronter – kærlighed, familie, arbejde, økonomi. Blandt gamle mennesker kan ensomheden skyldes, at de alt for sjældent tilbringer meningsfuld tid sammen med andre, fordi de mennesker, de har holdt af og delt deres liv med, er syge, skrøbelige eller døde.

For et par hundrede tusinde danskere er ensomhed noget, de ikke kan vælge fra. Men som vi andre kan forsøge at hjælpe dem ud af. Dette arbejde er Ensomme Gamles Værn en del af.
Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078