23948sdkhjf

OUH-rådgiver beklager milliardoverskridelse

Og beder om mere tid til at granske byggeriets økonomi.
Mandag den 4. juli mødtes repræsentanter fra Region Syddanmark og totalrådgiveren for Nyt OUH, konsortiet Medic OUH, for at drøfte den budgetoverskridelse på 1,3 milliarder kroner, der fremgår af det projektforslag, som Medic OUH afleverede til regionen i slutningen af juni .

Bestyrelsesformand i Medic OUH Jørgen Nielsen deltog i mødet og beklager, at den voldsomme budgetoverskridelse er konstateret så sent i processen:

"Da der er tale om et meget omfattende og komplekst byggeri, har vi været under stort tidspres i processen. På grund af det tidspres har vi ikke haft mulighed for at kvalificere økonomien tilstrækkeligt inden for tidsrammen, og derfor har vi bedt om en yderligere periode til og med august, hvor vi har mulighed for at granske økonomien i samarbejde med regionen," siger Jørgen Nielsen.

Koncerndirektør Rikke Vestergaard fra Region Syddanmark betegner mødet mellem parterne som godt og konstruktivt:

"Vi er blevet enige om den fremadrettede proces hen over sommeren, hvor vi i regionen vil fortsætte med at granske projektforslaget samtidig med, at Medic OUH gransker projektets økonomi med henblik på, at budgettet overholdes," siger hun.

Projektforslaget fra Medic OUH beskriver detaljeret, hvordan Nyt OUH skal indrettes og fylder 3.752 sider samt knap 10.000 tegnings- og modelfiler. Derudover indeholder forslaget en tidsplan for byggeriet og et budget for de enkelte faser, som bliver styrende for de kommende udbud og licitationer.
Regionsrådet vedtog 27. april 2015 dispositionsforslaget for Nyt OUH. Siden har det været op til Medic OUH at projektere sygehuset i forhold til de krav, der fremgår af dispositionsforslaget.

Budgettet for projektet er 6,3 milliarder kroner, og første spadestik blev taget den 27. april i år. Den første entreprenør, M.J. Ericsson, er allerede gået i gang med de forberedende arbejder til den letbane, som skal gå igennem sygehuset. Selve sygehuset er planlagt til at stå færdig i 2022.

Medic OUH består af KHR Arkitekter A/S, White Arkitekter A/S, White Arkitekter AB, Dall & Lindhardtsen A/S, WSP Sverige AB, EKJ Rådgivende Ingeniører A/S og Oluf Jørgensen Rådgivende Ingeniører A/S.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094