23948sdkhjf

Danske Patienter: Borgere skal ikke bøde for systemfejl

Det er urimeligt, at syge borgere skal trækkes igennem opslidende ankeforløb, lyder det fra Danske Patienter.
Der er brug for at give systemet et kritisk eftersyn, lyder det fra formand for Danske Patienter Camilla Hersom.

Hun reagerer, efter at Region Hovedstaden ifølge DR København har skærpet dets ankepraksis for patienterstatninger.

Siden 2015 har regionen anket 44 sager, og nu skal 11 borgere, der ellers havde fået tilkendt erstatning, betale i alt 4,2 millioner kroner tilbage.

"Der skal klart være en ankemulighed, men det er noget, der kun bør bruges i ganske få tilfælde og ikke systematisk, som nogen af regionerne er begyndt på," siger formanden for Danske Patienter.

Danske Patienter er paraplyorganisation for patientforeningerne i Danmark.

Ifølge DR er det ikke kun hovedstaden, der har skærpet kursen, når det gælder om at anke patienterstatninger. Også Region Syddanmark har indført et skærpet ankepraksis.

Den stigende ankefrekvens udsætter borgerne for en opslidende sagsbehandling, påpeger Camilla Hersom.

"Man har været igennem en klagesag, fået medhold og endda udbetalt erstatning. Og så kommer systemet pludselig farende og anker sagen.

"Det er enormt opslidende, og det er jo mennesker, som i forvejen er trængt, fordi de har været igennem et langt sygdomsforløb," siger Camilla Hersom.

Hun ser den stigende tendens til at anke som udtryk for en mulig systemfejl.

"Når regionerne flere steder i landet systematisk skruer op for ankefrekvensen, så må det være fordi, de vurderer, at der er nogle sager, som falder forkert ud i forhold til lovgrundlaget."

"Så må man kigge på den praksis, der fører til, at sagerne bliver afgjort sådan i første omgang."

"Man skal bare rette skytset det rette sted hen og lade være med at lade det gå ud over patienter, der har fået erstatning," siger Camilla Hersom.

Dansk Folkepartis handicapordfører, Karina Adsbøl, vil bede sundhedsminister Sophie Løhde (V) om at se på systemet og vurdere, om det er skruet rigtigt sammen.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094