23948sdkhjf

Nyt hus bliver samlingspunkt for fremtidens velfærdsløsninger

I Sund Vækst Huset i København har forskere direkte adgang til den kommunale drift, hvor borgere og sundhedspersonale kommer til daglig.
I dag åbner det nye Sund Vækst Huset på Nørrebro i København. Her er studerende, forskere og kommune samlet under ét tag med det formål at udvikle fremtidens løsninger på de danske sundhedsudfordringer.

Sund Vækst Huset har siden 2014 huset kommunens Afdeling for Velfærdsinnovation, som står for udvikling af løsninger på kommunale udfordringer på sundheds- og omsorgsområdet, og forskningsenheden CopenRehab fra Københavns Universitet. CopenRehab udvikler velfærdsteknologiske løsninger til borgere med kroniske sygdomme, og ifølge Henning Langberg, leder af CopenRehab og professor i rehabilitering, er Sund Vækst Huset med til at sikre forskning, som er målrettet virkelighedens udfordringer.

”Vi har med dette hus mulighed for at lave velfærdsteknologisk forskning i verdensklasse. Det er unikt, at vi som forskere har direkte adgang til den kommunale drift, hvor borgere og sundhedspersonale kommer til daglig. Det gør det muligt at skabe løsninger, som virker – ikke bare i laboratorierne – men også i praksis.”

Ny aktører flytter ind

I dag genåbner huset så med yderligere to aktører: SUND Innovation Hub og Copenhagen Health Innovation. Direktør for Copenhagen Health Innovation, Anette Birck, siger:

”Kommunen vil blive en aktiv medspiller på fremtidens uddannelser og udviklingsaktiviteter indenfor sundhedsinnovation ved at bringe konkrete udfordringer fra praksis i spil, og videnspartnerne vil få nemmere adgang til borgere, personale og faciliteter i omsorgssektoren.”

Copenhagen Health Innovation er et partnerskab mellem CBS, DTU, Københavns Universitet, Metropol, Københavns Kommune og Region Hovedstaden, der fremmer sundhedsinnovation gennem uddannelse og udviklingsprojekter. SUND Innovation Hub hjælper studerende og sundhedsprofessionelle med at udvikle nye gode ideer, ligesom de studerende kan få hjælp til at kommercialisere og implementere de bedste ideer i samarbejde med eksterne partnere.

Ved åbningen af Sund Vækst Huset i dag vil de inviterede bl.a. få mulighed for at prøve teknologi, som er målrettet borgere med demens, prøve simuleret kirurgi og meget meget mere.

Nye øjne

Landets kommuner og regioner har i stigende grad brug for innovative velfærdsløsninger. Løsninger der f.eks. kan hjælpe ældre borgere med synkebesvær til at spise, apps, der giver et hurtigt overblik over borgeres symptomer og komplekse sygdomsproblematikker, eller simuleret kirurgi, der kan træne lægerne op i nye operationsformer.

Fælles for sundhedsudfordringerne er, at de kræver nytænkning og her kommer forsknings- og uddannelsesinstitutionerne i spil. Derfor har Københavns Kommune nu taget teten og samlet kompetencer fra både studerende, forskningsverdenen, den offentlige og private sektor i ét hus.

”Det er sundt at få nogle nye øjne på de udfordringer, vi står med i kommunerne. Og her giver det rigtig god mening at invitere studerende og forskere med ind, så vi i fællesskab får udviklet og kvalificeret de løsninger, som skal sikre borgerne den bedst mulige velfærd,” siger Ninna Thomsen, sundheds- og omsorgsborgmester i København.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098