23948sdkhjf

Supersygehus skal tilpasses efter budgetoverskridelse

Nye beregninger viser, at forslaget til Nyt OUH ligger 425 mio. kroner over det budgetterede. Et turbulent og ikke tilfredsstillende forløb, siger bestyrelsesformanden for Medic OUH
Byggeriet af Nyt OUH i Odense er nu, ifølge Region Syddanmark, tilbage på sporet, efter at totalrådgiveren Medic OUH i juni fremsendte et projektforslag, der var 1,3 milliarder kroner dyrere, end der var budget til .

Medic OUH, Region Syddanmark og bygherrerådgiveren valgte at gennemregne materialet , og det viser sig nu, at overskridelsen er væsentlig mindre end først beregnet.

Projektet ser nu efter nøjere granskning ud til at blive 425 mio. kroner dyrere end budgetteret. Parterne er nu enige i beregningsgrundlaget, der bygger på en kvadratmeterpris på samme niveau, som kvadratmeterprisen for byggeriet af det nye Universitetshospital i Århus.

Skrammer på tilliden

Den nyudpegede bestyrelsesformand for Medic OUH, Brian Thyregaard Andreasen, fortæller, hvad der gik galt i processen:

"Vi har været igennem et turbulent forløb, der bestemt ikke har været tilfredsstillende. Vi kan nu se, at vi i første omgang som følge af det komprimerede tidsforløb har overvurderet budgetproblemet. Jeg kan godt forstå, at det giver skrammer på tilliden, og det beklager jeg. Derfor reorganiserer vi nu Medic OUH og strammer op, så vi kan få projektet tilbage på sporet sammen med bygherren".

Bestyrelsesformanden i Medic OUH trak sig af helbredsmæssige årsager, og her har Brian Thyregaard Andreasen sidenhen overtaget hvervet.

Går ikke ud over patienterne

Selvom 425 mio. er mange penge, er Region Syddanmark overbevist om, at man kan få finansieringen til at hænge sammen over de kommende seks år.

"Det er Region Syddanmarks byggekyndiges vurdering, at vi kan finde pengene. Vi kan lave mindre tilpasninger af byggeprojektet, der ikke får betydning for patienterne. Vi har også muligheden for at lade regionen finansiere dele af projektet, eller vi kan vælge at driftsfinansiere tilslutningsafgifter. Endelig arbejder vi jo hele tiden med at effektivisere og energioptimere for at frigøre kapital", siger Karsten Uno Petersen (S), som er formand for Innovationsudvalget .

Han peger på, at for eksempel byggemodning og etablering af et besøgscenter vil være oplagte steder at se på som regionalt finansierede. Byggemodningen alene ville kunne lette budgettet for cirka 114 millioner kroner.

Karsten Uno Petersen mener, at der er to veje at gå i forhold til at få projektet til at lykkes:

"Enten kan vi beskære byggeriet, eller også kan vi få enderne til at nå sammen på andre måder. Vi har valgt det sidste, så vi får det sygehus, som vi har haft i tankerne fra starten", siger han.

Færdigt i år 2022

Da Nyt OUH først skal stå færdigt i 2022, vil det ikke være nødvendigt at gennemføre tilpasninger for samtlige 425 mio. kroner nu.

Tilpasningerne vil derfor ifølge pressemeddelelsen fra Region Syddanmark, løbende blive indfaset i løbet af byggeperioden frem mod 2022.

Der arbejdes nu videre på at forelægge et katalog over konkrete forslag til tilpasninger, som første gang vil blive forelagt Innovationsudvalget i oktober.

Reorganiseringen og de nye beregninger får nu Region Syddanmark til at vælge at fortsætte samarbejdet med Medic OUH frem mod den forventede totalentreprise.

"Reorganiseringen har været nødvendig for at genskabe tillid. Samtidig sikrer vi vigtig viden og tid. Og endelig sikrer vi også kvaliteten i det udbudsmateriale, der skal udarbejdes", siger Karsten Uno Petersen

Derudover peger udvalgsformanden på, at Medic OUH’s viden vil være nødvendig i regionens planer om at udbyde størsteparten af projektet i en totalentreprise.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094