23948sdkhjf

Ringkøbing-Skjern vinder pris for Smarte Arbejdsmetoder

Sundhed og Omsorg i Ringkøbing-Skjern Kommune har netop vundet ArbejdsmiljøPrisen 2016 i kategorien muskel- og skeletpåvirkninger.
Ledelse og medarbejdere i Sundhed og Omsorg har nedbragt antallet af anmeldte arbejdsskader som følge af løft og forflytninger med 60 procent. Og det er en væsentlig del af begrundelsen for, at de netop har modtaget Arbejdsmiljøprisen 2016 i kategorien muskel- og skeletpåvirkninger.

- Vi er meget glade og stolte over prisen og så klar til at leve op til den fremover. Jeg glæder mig meget til at dele succesen med kollegerne i Sundhed og omsorg, siger konsulent Gitte Bonde, der modtog prisen på vegne af sine kolleger og ledelsen.

Det markante fald i antallet af arbejdsskader er sket med indsatsen Smarte Arbejdsmetoder, hvor plejepersonalet uddannes i ergonomi og der er fokus på at nedbringe de fysiske belastninger i arbejdet. Inden for plejesektoren kæmper man mange steder med nedslidning og sygemeldinger blandt personalet. Det var en langvarig, omfattende og ambitiøs indsats, hvor medarbejderne er blevet inddraget hele vejen, så god ergonomi nu er en del af fagligheden og kerneopgaverne.

Færre arbejdsulykker

Siden 2013 har kommunen uddannet flere end 500 ledere og medarbejdere på plejeområdet i bedre ergonomi. Målet er blandt andet at undgå nedslidning blandt medarbejderne.

Og resultaterne er kommet hurtigere end ventet. Allerede i 2014 var antallet af anmeldte arbejdsulykker faldet med 25 procent, og faldet er fastholdt i 2015.

Medarbejderne er bl.a. blevet trænet i at analysere opgaverne hos borgerne, inden de går i gang. Dermed kan de bedre forudse, hvilke ergonomiske udfordringer opgaven giver.

Indsatsen har også sat fokus på at trække på hinandens viden og ideer. Nu taler medarbejderne om de svære opgaver hos borgerne og afprøver forskellige løsninger – for eksempel forskellige hjælpemidler og forflytningsteknikker – før de går ud til borgerne. Medarbejderne er også blevet bedre til at se og lytte til den enkelte borger og vurdere og udnytte borgerens egne ressourcer.

Endelig har medarbejderne arbejdet med deres egen sikkerhedszone. Nu ved de, hvad de selv kan gøre for at holde kroppen vedlige, og hvordan de skal planlægge arbejdet, så de arbejder indenfor sikkerhedszonen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125