23948sdkhjf

Udskældte 1813 forbedrer svartiderne

Flere modtager hjælp inden for 10 minutter, efter de ringer til 1813 end for et halvt år siden.
Akuttelefonen 1813 fik langt fra en glat start i begyndelsen af 2014. Ventetiderne var i nogle tilfælde op til to timer. Og ventetiderne har også siden været i fokus.

For bare et halvt år siden fik kun halvdelen svar inden for ti minutter.

Men siden er der sket forbedringer: Langt de fleste borgere i Region Hovedstaden får hul igennem til akuttelefonen på mindre end ti minutter. Det skriver Politiken torsdag.

Et notat, som netop er blevet sendt til regionens politikere, viser, at 95 procent af alle henvendelser i sidste måned blev besvaret, før der var gået ti minutter.

Notatet viser også, at der i 70 procent af alle opkald var hul igennem inden for tre minutter. Det sker, selv om de praktiserende lægers organisation, PLO, stadig fraråder medlemmerne at arbejde for 1813.

- De ansatte har ikke før kunnet ranke ryggen og sige med stolthed, at de arbejdede ved 1813, fordi det var svært for dem at forklare de lange ventetider og den voldsomme kritik fra de praktiserende læger, men nu er stemningen helt anderledes god, siger formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S) til Politiken.

Regionrådsformanden tilskriver over for Politiken akuttelefonens positive svartider, at det er lykkedes at skaffe mere personale, som der ellers har været kronisk mangel på.

Primært er der kommet flere sygeplejersker til, efter at regionen i foråret indgik ny overenskomst, der blandt andet giver de ansatte bedre løn for skæve vagter.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143