23948sdkhjf

Kun København visiterer efter anbefalingerne til Omsorgstandplejen

Nye tal fra en række kommuner viser, at kun Københavns Kommune lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om antallet af visiterede borgere til Omsorgstandplejen - øvrige kommuner halter efter.

Tandsundhed og god mundhygiejne er starten på et godt ældreliv. Omvendt kan dårlig mundhygiejne være roden til meget ondt. Derfor er det ifølge Sundhedsstyrelsen vigtigt, at kommunerne har godt fat i de ældre medborgere på 65+, der potentielt kan have gavn af en visitation til omsorgstandplejen. Fra Sundhedsstyrelsen anbefales det, at mellem 4,9 og 5,9 procent af alle 65+-borgere i en kommune er visiteret til omsorgstandplejen.

Desværre lever stort set samtlige danske kommuner ikke op til anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen. Det viser rapporten ’Modernisering af Omsorgstandplejen’ - udgivet af Sundhedsstyrelsen i oktober 2016 - og tal fra en række danske kommuner, som Magasinet Pleje gennem de seneste uger har indhentet.

Hvor mange ældre over 65 år er visiteret til Omsorgstandplejen i de enkelte kommuner? Magasinet Pleje har spurgt 12 kommuner. Og således ser det ud ... (Anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen ligger på 4,9-5,9 procent.)

Københavns: 4,8 %

Odense: 3,4 %

Aalborg: 3,2 %

Aarhus: 3 %

Vallensbæk: 2,5 %

Faaborg: 1,7 %

Slagelse: 1,7 %

Sønderborg: 1,7 %

Hedensted: 1,5 %

Randers: 1,3 %

Holbæk: 0,9 %

Guldborgsund: 0,75 % 

Tallene viser, at den aktuelle visitering til omsorgstandplejen er lav i forhold til estimatet over den potentielle målgruppe og i forhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

12 kommuner har oplyst deres lokale procentsatser til Magasinet Pleje. De 11 ligger lavere end anbefalingerne.

Kun Københavns kommune lever - kun lige - op til anbefalingen på 4,9-5,9 procent med 4,84 procent. En af årsagerne til succesen er kommunens implementering af individuelle mundplejeplaner. København har arbejdet ud fra et systematisk planlagt program, som findes i rapporten ’Modernisering af Omsorgstandplejen’.

Nye udfordringer, nye krav
Flere kommuner tager dog affære for at få flere ældre visiteret til Omsorgstandplejen. Bl.a. Slagelse Kommune:

- Vi tilbyder alle voksne borgere, der af fysiske eller psykiske årsager ikke kan benytte de almindelige tandplejeordninger, muligheden for at få tandbehandling gennem Omsorgstandplejen. Tendenserne og behovet for tandpleje har dog ændret sig med tiden, og det stiller også nogle nye krav til os, siger Susanne Fagerberg afdelingsleder i Sundhed og Ældre.

- Tidligere havde en stor gruppe af de borgere, som benytter Omsorgstandplejen, tandproteser, men tendensen i dag er, at langt flere har deres egne tænder i længere tid. Det er derfor i dag langt fra alle opgaver Omsorgstandplejen kan løse i borgerens eget hjem, f.eks. bedøvelser. Vi overvejer derfor, om vi på sigt kan tilbyde en anden form for omsorgstandpleje f.eks. i samarbejde med den kommunale tandpleje, siger Susanne Fagerberg.

Aarhus rykker også
I Aarhus Kommune har man kørt forsøg blandt udvalgte hjemmehjælpsmodtagere, hvor tandplejere og klinikassistenter i samarbejde med SOSU-personalet har besøgt borgerne i deres eget hjem for at forebygge dårlig tandsundhed. Det har virket.

Evalueringen viser, at cirka halvdelen af de berørte borgere har fået bedre tandsundhed som følge af forsøget. På Tandlægeskolen i Aarhus følger professor Bente Nyvad projektet med interesse.

- Disse resultater viser med al ønskelig tydelighed, hvor vigtigt det er, at vi styrker indsatsen for at forbedre ældres tandsundhed. Vi ved, at dårlige tænder kan føre til isolation og ensomhed samtidig med, at det kan være grund til alvorlige følgesygdomme som for eksempel lungebetændelse. Tab af tænder påvirker også tyggefunktion og fordøjelse og dermed ernæringen, siger professor Bente Nyvad.

Læs Sundhedsstytrelsens anbefalinger til visitatorerne og læs om Randers Kommunes indsats.

På landsplan er visitationsandelen i forhold til gruppen af ældre borgere på 65 år og derover på 2,3 pct.

Målgruppen af borgere til omsorgstandplejen på 52.000-63.000 borgere svarer på landsplan til en visitationsandel på 4,9-5,9 pct. af borgere på 65 år og derover.

I størstedelen af kommunerne (81 procent) foretages visitation til omsorgstandpleje af de kommunale visitatorer, der også visiterer til kommunens øvrige tilbud efter serviceloven, dog suppleret

med bistand fra plejepersonale omkring borgerne (18 procent).

Kun få kommuner (ni procent) angiver at gøre brug af administrativt personale.

Cirka 70 procent af kommunerne angiver, at de har udarbejdet skriftlige visitationskriterier for deltagelse i omsorgstandpleje. De skriftlige visitationskriterier består overvejende af en tandplejefaglig beskrivelse af borgerens manglende evne til at udnytte praksistandplejen.

Kun et fåtal af kommunerne (11,3 procent) angiver, at der er opstillet programmer for løbende kvalitetssikring af visitationen til omsorgstandpleje.

Omkring 75 pct. af kommunerne tilkendegiver, at der er etableret et formaliseret samarbejde mellem visitationsenhed og omsorgstandpleje vedrørende visitation.

Kun halvdelen af kommunerne opsøger aktivt borgere i målgruppen med skriftligt informationsmateriale om omsorgstandplejetilbuddet.

40 procent af kommuner oplyser, at information til borgere sker ved forebyggende hjemmebesøg.

 

Denne artikel har været bragt 24. marts i den trykte udgave af Magasinet Pleje. Avisen er normalt kun tilgængelig for vore abonnenter, men kan lige nu læses gratis som e-avis på magasinetpleje.dk.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078