Mennesker, der rammes af demens, bør have lige adgang til ydelser
Vi er alle i risiko for at blive ramt af en af de flere end 200 demenssygdomme som vi i dag kan diagnosticere.
Men har vi lige adgang til at få de sundhedsmæssige og sociale ydelser og tilbud som en sådan sygdom kræver?
Har vi lige adgang til de mange, gode, relevante tilbud - som kan afhjælpe hverdagen med demens - for os og for vores familie?
| Der er i øjeblikket stort fokus på demens. Der er sat fokus på, at demens ikke bare er èn sygdom, men mange sygdomme og med et sådant omfang, at der er tale om en folkesygdom. Det har været flot her i uge 10 at følge de mange gribende og informative film, reportager og interviews i TV2s fokus på demens, et fokus som er sat i samarbejde med Alzheimerforeningen. Demens er således blevet sat på alles dagsorden. Demens er kommet på lokalpolitikernes dagsorden, så kommunerne i dag kappes om at blive demensvenlige kommuner og lave demenslandsbyer og andre botilbud. Demens er kommet på civilsamfundets dagsorden, så lands- som lokalorganisationer kappes om at få flest demensvenner, dagligvarebutikker udnævnes til demensvenlige. I kølvandet på vedtagelsen af demenshandlingsplanen rulles mange initiativer ud over hele Danmark – der er mange puljer der kan søges til forskellige initiativer med demens i fokus. (Hold øje på Sundhedsstyrelsens hjemmeside under temaet ældre og demens.) |
Som formand for DemensKoordinatorer i Danmark - der bl.a. er landsforening for demenskoordinatorer og demenskonsulenter - ved jeg, at et af de problemer der møder mennesker med en demenssygdom og deres familie er, at der ikke er lige adgang til tilbud og ydelser.
Det er der ikke i de fem regioner, det er der ikke i de 98 kommuner, men heller ikke i den enkelte kommune. Det afhænger ofte af hvem familien er og hvilke ressourcer den har.
Debatten om lige adgang til sundhed gælder i udpræget grad også for familier, hvor èn er ramt af demenssygdom.
Et stykke ad vejen
Med demenshandlingsplanen tages hånd om en del af problemstillingen omkring lige adgang.
Der skal være mere ensartede tilbud om diagnosticering, der skal være mere ensartede og flere tilbud om aktiviteter til demenssyge og støtte til pårørende, der skal skabes bedre sammenhæng i tilbud i alle landets kommuner.
Jeg ønsker mig, at mindre kommuner vil arbejde sammen om aktivitetstilbud, der hvor den enkelte kommune ikke har borgere med demens i et antal, der gør det muligt at oprette et kvalificeret tilbud.
Men det kræver, at mennesker med demens får kørselsordning på samme vilkår som mennesker med et fysisk handicap, så dem der ikke selv kan køre bil, har mulighed for at komme frem og tilbage.
Der skal arbejdes videre med kompetenceløft til alle personalegrupper.
Gode initiativer er sat i gang, men jeg hører stadig, at mennesker med demens og ikke mindst pårørende, møder medarbejdere i både primær og sekundær sundhedssektor, som siger "jeg har ikke forstand på demens"!
Jeg er af den klare opfattelse, at det er meget få steder i det danske sundhedsvæsen, man ikke har behov for blot et minimum af viden om, hvordan man tilgår mennesker med en demenssygdom.
Der er et behov for at styrke en hensigtsmæssig overgang sektorerne imellem for at støtte op om ensartethed i tilbud og ydelser. Kvaliteten øges væsentligt ved et velfungerende samarbejde udredningsenhederne og kommunerne imellem. Men jeg hører af og til, at den kommunale demenskoordinator ikke altid får den besked, der er sendt fra udredningsenheden om, at en borger har fået stillet en demensdiagnose.
| Vi må trække på de gode kræfter Af Lone Vasegaard |