23948sdkhjf

Nordjyske kommuner går sammen om ny løsning til medicin

Ni kommuner har sendt den kommunale medicinhåndtering i fælles udbud.

Ni nordjyske kommuner er gået sammen om at udvikle og afprøve en helt ny løsning til håndtering af medicin.

Aalborg, Vesthimmerland, Hjørring, Thisted, Frederikshavn, Rebild, Mariagerfjord, Jammerbugt og Brønderslev kommuner har netop sendt den kommunale håndtering af medicin i fælles udbud.

Denne artikel har været bragt 24. marts i den trykte udgave af Magasinet Pleje, der lige nu kan læses gratis som e-avis på magasinetpleje.dk.

- De velkendte løsninger i Danmark har været på markedet i mange år. Der er mange årsager til, at vi ikke i stor grad har investeret i løsningerne, men primært er det fordi løsningerne ikke tilstrækkeligt forholder sig til de udfordringer, der ligger i de manuelle arbejdsgange og processer vi håndterer i dag. Men vi kan jo se, at markedet for løsninger til medicinhåndtering har udviklet sig meget indenfor de sidste år, derfor tror vi på, at vi kan nå i mål med en ny og innovativ løsning til det danske marked, siger vicedirektør i Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune, Bo Blicher Pedersen.

For at gøre op med de eksisterende barrierer, der er mellem udviklingen af nye produkter og efterfølgende storskala implementering hos kommunerne, er målet at finde en leverandør, der sammen med kommunerne både kan færdigudvikle en ny og innovativ løsning og efterfølgende implementere løsningen, forklarer han. Det kræver også at kommunerne investerer i udviklingsforløbet, og derfor tilbyder kommunerne op til to millioner samt de ressourcer i testfasen.

Udbudsmaterialet, der er lavet som et funktionsudbud, blev offentliggjort i februar.

- Nu håber vi på, at vi får nogle bud, så vi kan komme i gang testfasen, siger han.

Tre bundlinjer
Testfasen skal efter planen starte op efter sommerferien.

Tre kommuner deltager på vegne af de ni kommuner i testfasen, der slutter i 2018.

Projektet har fået tilskud fra Digitaliseringsstyrelsen til evaluering af testfasen. På baggrund af evalueringen kan den enkelte kommune vælge i hvor høj grad de vil indkøbe den testede løsning, og om de vil købe løsningen, forklarer Bo Blicher Pedersen.

Hvad håber du, I får ud af projektet?

- Jeg håber, at vi får et produkt, som vil kunne løse en stor del af de medicinhåndteringsopgaver, vi har, siger Bo Blicher Pedersen.

Kommunerne har tre bundlinjer, de går efter i projektet, fortæller han. Det handler om at gøre det bedre for borgerne, og det handler om medarbejdernes arbejdsmiljø og om organisationens økonomi.

- Hvis vi kan få et produkt, der kan forbedre alle tre bundlinjer, så vil det være super, siger han.

Læs også artiklen 'Næstved ruller medicinhusker ud i hjemmeplejen.'

Otte projekter har fået tilskud
Fra 2014 til 2016 har en række kommuner rundt om i landet fået tilskud fra Digitaliseringsstyrelsen til at afprøve og evaluere fremtidens velfærdsteknologiske løsninger.
I alt otte projekter har fået økonomisk støtte.
- Formålet med afprøvningsprojekterne er at forsøge at skabe et dokumentationsgrundlag for dels at inspirere andre kommuner eller regioner til at tage en tilsvarende løsning i anvendelse og dels også forsøge at skabe et dokumentationsgrundlag i forhold til at opskalere nogle af de her afprøvningsprojekter til landsdækkende udbredelse, fortæller teamleder Susanne Duus fra Digitaliseringsstyrelsen.
I den tredje og sidste ansøgningsrunde har der været fokus på medicinhåndtering. Næstved, Horsens, Kolding, Odense, Odsherred og Svendborg kommuner har sammen fået tilskud til at afprøve og evaluere eksisterende teknologier til medicinhåndtering mens Aalborg, Vesthimmerland, Hjørring, Thisted, Frederikshavn, Rebild, Mariagerfjord, Jammerbugt og Brønderslev kommune har fået midler til at afprøve og evaluere en helt nyudviklet løsning sammen.
- Vi har vurderet, at der er nogle interessante perspektiver i både det ene og det andet projekt. Hvert enkelt projekt i sig selv kan sagtens være vellykket og ende godt, men vi er jo også interesseret i at se, hvilket af de to projekter, der kan vise de bedste effekter, siger hun.
Generelt så har vi brug for, at kommuner og regioner laver de her gode afprøvningsprojekter, forklarer hun. Fordi det er vigtigt at få spredt nogle erfaringer ud, så alle ikke skal sidde og opfinde den dybe tallerken.
- Derfor er vi afhængige af, at vi får kørt nogle af de her projekter, og at de bliver evalueret, siger Susanne Duus.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141