23948sdkhjf

Ensomheden skal bekæmpes af dig og mig

Indlæg af Ninna Thomsen (SF), Sundheds- og Omsorgsborgmester i Københavns Kommune.

Som borgmester for ældreområdet i snart otte år har jeg mødt mange ældre i deres bedste alder. De fleste af dem har en stor og inspirerende appetit på livet. Men sommetider møder jeg også ældre, der føler sig ensomme.

Det er nok svært helt at undgå ensomhed på et eller andet tidspunkt i livet. Men hvis ensomheden bider sig fast og bliver langvarig, er det ikke sundt. Ifølge Folkebevægelsen Mod Ensomhed føler 210.000 danskere sig ensomme. Det er alt, alt for mange.

Jeg har som borgmester et særligt ansvar for at skabe rammerne for, at ældre nemt kan indgå i et fællesskab, så de bliver glade og har lyst til at gå ud af døren og være sammen med andre.

Indsatserne mod ensomhed i Københavns Kommune er mange. Eksempelvis har vi i København udvidet klippekortsordningen på byens plejehjem, så de ældre hver uge får en halv times valgfri hjælp.

Ligesom vi i København har indført ekstra normeringer i eftermiddags- og aftentimerne på byens plejehjem. Det betyder, at de ansatte har ekstra god tid til at sætte sig roligt ned hos fru Hansen og få en god snak om, hvad hun har oplevet i sit lange liv.     

Jeg er rigtig glad for, at Københavns Kommune for andet år i træk er med i kampagnen 'Danmark Spiser Sammen', der finder sted i uge 17. Gennem hele ugen arrangerer private, virksomheder, organisationer og kommuner spisearrangementer, der har det formål at bekæmpe ensomhed ved at samles om maden. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har i år 23 spisearrangementer på fx plejehjem og aktivitetscentre, hvor jeg håber, at rigtig mange frivillige vil sætte sig med til bords.

Men selv om vi gør utrolige mange ting for, at så få som muligt skal føle sig ensomme, må vi aldrig tro, at arbejdet med at bekæmpe ensomhed er færdigt.

Hvis vi virkelig skal komme ensomheden til livs, er det vigtigt, at også civilsamfundet trækker i arbejdstøjet. Kommunerne kan ikke alene knække ensomheden.

 Selv små gerninger kan gøre en forskel: Inviter din bedstemor på kaffe. Tag naboens børn med ud på legepladsen. Slå en sludder af med din genbo, der måske trænger til ekstra opmærksomhed. Der er mange måder at gribe det an på. Pointen er, at vi kigger indad og overvejer, om vi kan gøre en forskel for andre.

 For hvis ensomhed skal bekæmpes, er det vigtigt, at både du og jeg gør en indsats.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093