23948sdkhjf

Kunst skal skabe hjemlighed i ny psykiatri på Bispebjerg

Tre kunstværker skal sikre variation mellem sengeafsnittene, der bliver præget af henholdsvis træstammesøjler, uld-udsmykninger og strandglas.

Tre harmoniske, afbalancerede kunstværker skal skabe hjemlighed i den nye psykiatri på Bispebjerg.

I konkurrencen om at udsmykke Ny Psykiatri Bispebjerg er der nemlig fundet ikke ét, men hele tre kunstværker, der skal udsmykke hver sin bygning med fire sengeafsnit i hver.

- Vi har valgt tre vindere af kunstkonkurrencen for at sikre en variation mellem sengeafsnittene, og fordi hvert kunstværk bibringer psykiatrien sin egen kvalitet. De har det til fælles, at de vækker ro og eftertanke, og så favner de hele afsnittet og er ikke blot placeret på en væg, fortæller projektleder Maria Brammer Boldt fra Ny Psykiatri Bispebjerg. 

De tre kunstværker er henholdsvis ”Træ, hund, sten & stof” af Elisabeth Toubro, ”Farvernes natur” af Anne-Sofie Overgaard og ”Bølge” af Jens Axel Beck og Heidi Hove.

Værkerne skal nu bearbejdes og tilpasses de enkelte sengeafsnit i den videre proces. Kunstnerne fortæller samstemmende, at det har været en spændende og udfordrende opgave at udvikle kunstværker til psykiatrien, fordi der har været mange spilleregler og hensyn at overholde.

De tre kunstværker bliver udstillet i glasgangen mellem bygning 51 og 52 på Bispebjerg Hospital fra 22. maj til udgangen af juni måned.

Otte kunstnere har deltaget i konkurrencen om at skabe et bygningsintegreret kunstværk til Ny Psykiatri Bispebjerg. Bedømmelsesudvalget har valgt tre vindere:

Til fire sengeafsnit i bygning 1 (første etape, der opføres fra 2019 – 21) realiseres forslaget ”TRÆ, HUND, STEN & STOF – at blive godt taget imod på Ny Psykiatri Bispebjerg”, udarbejdet af billedkunstneren Elisabeth Toubro.

Til fire sengeafsnit i bygning 2 (anden etape, der opføres fra 2021 – 23) realiseres forslaget ”FARVERNES NATUR”, udarbejdet af billedkunstneren Anne-Sofie Overgaard.

Til fire sengeafsnit i bygning 3 (anden etape, der opføres fra 2021 – 23) realiseres forslaget ”BØLGE”, udarbejdet af billedkunstnerne Heidi Hove og Jens Axel Beck.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094