23948sdkhjf

Blodposer og medicin suser rundt i DNV Gødstrup

Swisslog er så småt startet med installationsarbejdet af et rørpostanlæg i DNV Gødstrup. Rørpostanlægget vil effektivere personalets arbejde og spare tid på transport

Med et rørpostanlæg kan personale på Midtjyllands nye hospital let sende blandt andet medicin, blodprøver og blodposer rundt mellem hospitalets afdelinger. 50 stationer vil blive tilgængelige på hospitalet, hvorfra der kan modtages og sendes leveringer.

Swisslog lægger omkring seks kilometer 160 millimeter PVC-rør rundt i bygningerne. Med rørpostpatroner, hvori blodprøver eller medicin kan lægges, sendes leverancen ud i nettet af rør. Patronens destination tastes ind på et display med et stationsnummer, hvorefter den suser afsted.

- Det er også et digitalt system, hvor der på alle patroner sidder RFID tags, der er programmeret således, at de fortæller sensorerne i rørene, hvor patronen skal hen. Det bruges eksempelvis i afdelinger, der altid sender patroner til samme destination. Det letter sygeplejerskernes arbejde, ved at de ikke skal taste de samme informationer ind gang på gang, fortæller Thomas Larsen, salgsdirektør hos Swisslog.

Patroner i fart

Swisslog installerer det komplette rørpostsystem, inklusiv stationer og store krydsfelter i rørnettet, hvor skiftespor skal ændre retningen på patronerne, så de ender de rigtige steder. Anlægget er luftdrevent; på hver linje er der derfor monteret en blæser med frekvensomformer på, der suger og blæser patronerne rundt i systemet.

- De bliver sendt rundt i systemet med en fart på omkring 4-5 meter i sekundet, det svarer til omkring 14-18 kilometer i timen. En ting DNV har gået meget op i, er dog muligheden for også at sende patroner yderst skånsomt, hvis indholdet ikke må rystes. En pakke Panodil kan jo sendes med højeste fart, men sendes der en blodprøve, er det vigtigt at den ikke rystes unødigt og at prøven ikke påvirkes af transporten, forklarer Thomas Larsen.

Derfor kan systemet automatisk sætte farten ned alt efter om det er blodprøver, der transporteres eller ej. Der udføres derfor nogle tests af systemet og dets transport, med Swisslogs patenterede og specielle TransCheck patroner, så de er sikre på, at de hastigheder der transporteres med er optimale og skåner indholdet. Testene afslører, hvordan tyngdekraften påvirker transporten, hvor mange vibrationer der er, og hvordan temperaturen er under sendinger, hvorefter den foreslår de optimale hastigheder at sende forskellige forsendelser under. Testene udføres årligt efterfølgende.

Stationerne er placeret i offentlige områder på hospitalet, men for at en patient eller besøgende ikke selv kan gå hen og tage patronerne, hvis der er følsomt eller fortroligt indhold i, låser stationen lågen, så man ikke kan tilgå patronen, med mindre man har et ID-kort med de rigtige rettigheder. Efter ID-kortet er scannet, og personen identificeret, åbnes lågen.

Krav til installation

Teknologien i rørpostsystemet er kendt. Swisslog forventer i den forbindelse ingen problemer implementeringen. Der er dog nogle forbehold at tage under installationen.

- Det er som sagt 16 centimeters rør, der indlægges over hele hospitalet, og når røret skal dreje, skal der være en drejningsradius i mellem 80 og 90 centimeter, for at patronen kan følge med rundt. Det stiller lidt krav til rådgivere, ingeniører og arkitekter, i forhold til at få inddraget os på det rigtige tidspunkt, da det ikke bare kan installeres som en eftertanke. Heldigvis er vi blevet inddraget i en tidlig fase, så vi kan sætte det op uden problemer, afslutter Thomas Larsen.

Der er sikret stor fleksibilitet i forhold til fremtidige udvidelser, herunder etablering af rørpost på etape 2. Rørpostsystemet er desuden opbygget med stor kapacitet, således at man også i fremtiden vil kunne imødekomme det forventede øgede behov til transporter.

Faktaboks - Swisslog

  • Swisslog installerer en speciel station til DNV Gødstrups analytiske laboratorie, hvor blodprøver analyseres. En robot tømmer automatisk patronerne for blodprøver og sætter dem i analyseapparatet. Der er ikke brug for menneskelig indblanding i processen
  • Én rørpostpatron kan fyldes med op til 4,5 kg indhold
  • Når Swisslog påbegynder installationsarbejdet vil de have mellem otte og ti medarbejdere tilknyttet
  • En station kan rumme otte tilsendte patroner med medicin eller blodposer
  • Se mere på www.swisslog.com/
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047