23948sdkhjf

Odense inviterer til konference om bæredygtighed i store gryder

På konferencen onsdag sættes der fokus på, hvordan bæredygtighed kan tænkes i et bredere perspektiv

Odense Kommunes Mad & Måltider og samarbejdspartnere inviterer i morgen til en dag i bæredygtighedens tegn, hvor en række oplægsholdere sætter fokus på, hvordan bæredygtighed kan tænkes i et bredere perspektiv.

Fødevareområdet er et centralt fokusområde i Odense Kommunes Miljøpolitik, som blev vedtaget i Odense Byråd for år tilbage.

- Ved vedtagelsen af Miljøpolitikken blev kursen sat bl.a. i forhold til klimavenlig og økologisk mad, og der er gennem årene arbejdet rigtigt godt for at nå målene. Det vil vi gerne fortælle til omverdenen, og det glæder mig, at der kommer deltagere fra hele landet til konferencen, fortæller borgmester Peter Rahbæk Juel.

Odense Kommunes 'Byens Køkken' serverer hver dag 2.500 måltider til byens ældre og handicappede. Køkkenet har det økologiske spisemærke i bronze som bevis på, at måltiderne er 30-60 procent økologiske. For denne indsats vandt Odense Kommune Årets Økopris i 2016.

- Vi er kommet rigtig langt, men vi skal endnu længere. Vi forventer at få det økologiske spisemærke i sølv i 2017. Gennem økologisatsningen er vi med til at sikre bl.a. rent grundvand til vores børn og børnebørn, bedre dyrevelfærd, mad uden rester af sprøjtegifte, større biodiversitet, fortæller rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen Brian Skov Nielsen.

På konferencen onsdag vil Brian Skov Nielsen holde oplæg om indsatser i Odense Kommunes køkkener. Der vil bl.a. også være oplæg fra
Steen Hildebrandt, professor ved Aarhus Universitet, som vil tale om, hvad bæredygtighed betyder for fremtidens vækst, og Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening vil holde oplæg om Økologi om 10 år. Udfordringer og potentialer ved bæredygtighed.

Under arrangementet vil deltagerne få mulighed for netværke og møde en lang række aktører på arrangementets MARKEDSPLADS i Rådhussalen. Det Fynske Spisekammer, Lykkesgaard, Fødevarestyrelsen, Biotrans Nordic, Skærtoft Mølle og mange flere er inviteret til at fortælle om, hvordan de arbejder med bæredygtighed. Der kommer til at være fokus på klimavenlig mad, madspild, økologi - vejen til sølvmærket, bæredygtigt arbejdstøj, bæredygtig emballage, bæredygtige blomster, socialøkonomiske virksomheder og indkøb af fødevarer.

Arrangementet er sat i søen af Odense Kommunes Mad & Måltider i et bredt samarbejde med Økologisk Landsforening, Hørkram Foodservice, Odense Bæredygtighedsråd, Udvikling Fyn og SPIS! Odense.

Du kan læse mere om arrangementet her.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095