23948sdkhjf

Dansk Erhverv: Nye anbefalinger mangler fokus på det vigtigste

De nye udvalgsanbefalinger om sundhedsvæsenet mangler fokus på patienten og dennes rejse gennem sundhedssystemet, lyder det fra Dansk Erhverv.

Et udvalg bestående af repræsentanter fra Danske Regioner, KL og staten er netop kommet med 20 anbefalinger til, hvordan der bliver skabt øget sammenhæng i sundhedsvæsenet. Desværre er udvalgets anbefalinger mangelfulde, mener Dansk Erhverv.

- Helt overordnet havde vi fra starten gerne set, at alle sundhedsvæsenets aktører, herunder de private, var blevet inddraget i udvalgets arbejde. Nu er udvalgets arbejde så færdigt, og overordnet mangler der et klart fokus på patienten og hendes eller hans rejse gennem sundhedssystemet. Vi står med en række nedslagspunkter i stedet for et helhedssyn på området. Det er ærgerligt, siger Katrina Feilberg Schouenborg, sundhedspolitisk fagchef i Dansk Erhverv.

I anbefalingerne lyder det, at kommuner og regioner, herunder praksissektoren, skal afprøve og udbrede integrerende samarbejdsmodeller, eksempelvis fælles finansiering, ledelse og planlægning.

- Det lyder godt, men vi havde gerne set, at udvalget var blevet bare lidt mere konkrete. Hvordan vil man afprøve samarbejdsmodeller og fælles finansiering? Dansk Erhverv foreslår, at regioner og kommuner sætter sig sammen og udvælger konkrete patientforløb og så udbyder dem, så også private sundhedsvirksomheder kan byde ind, siger Katrina Feilberg Schouenborg.

Centraliser hjælpemiddelområdet

Udvalget anbefaler også, at håndteringen af hjælpemidler og behandlingsredskaber skal forbedres.

- Det er fornuftigt med en undersøgelse af hjælpemiddelområdet. Der er i dag for mange uklarheder og for store forskelle i kommunernes håndtering af hjælpemiddelområdet. Så helt generelt vil jeg sige, at hjælpemiddelområdet med fordel kan centraliseres og udbydes, siger Katina Feilberg Schouenborg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08