23948sdkhjf

Mere kritik i Helsingør: Ansatte skal nå ud til 16 borgere på otte timer

Hjemmeplejen i Helsingør møder for tiden stærk kritik fra tidligere SOSU-ansatte, som har sagt op i protest.

Arbejdsmiljøet er så dårligt, at flere medarbejdere med over 20 års erfaring vælger at forlade Helsingør Kommune. Helsingør Dagblad har snakket med flere, som fortæller, at folk bliver syge af det pressede arbejdsmiljø, og at ledelsen ikke lytter til medarbejderne.

Nu har Helsingør Dagblad fået indblik i, hvad de ansatte i hjemmeplejen skal nå på en enkelt dag. Tidsplanen viser, at en ansat skal nå ud til 16 forskellige borgere på en 8 timers arbejdsvagt, og nogle skal have genbesøg.

Den stramme tidsplan får nogle ansatte til at kalde det ”rent fabriksarbejde”, og én fortæller, at hun ikke tør spørge borgerne ind til, hvordan de har det, da hun ved, at hun ikke har tid til at tage snakken. Der bliver heller ikke tid til ”rehabiliterende aktiviteter”, som ellers kunne øge borgernes livskvalitet.

Politikerne i Helsingør Byråd er blevet konfronteret med kritikken af de hårde arbejdsforhold, og her lyder det, at problemet er svært at gøre noget ved, da kommunen er begrænset af et service-loft, som staten udstikker.

 - Der er også veje, kultur, skoler og et socialområde, der skal finansieres. Det ville være rart, hvis vi kunne lægge mange flere penge i kassen til ældreområdet, men så går det udover de andre kasser, siger Mette Lene Jensen (V), formand for omsorgs- og sundhedsudvalget, til Helsingør Dagblad.

Der er dog blevet krævet en redegørelse fra administrationen i Helsingør Kommune efter den harske kritik fra de tidligere ansatte.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142