23948sdkhjf

Velfærdsmøde: Regeringen vil sætte alle kommuner fri på et velfærdsområde

Opdatering: Ritzau oplyser kl. 1045, at Velfærdsmødet, som skulle være ledet af statsministeren, er aflyst.

Når landets 98 borgmestre torsdag mødes i Odense for at diskutere afbureaukratisering, har statsminister Mette Frederiksen (S) et tilbud med til dem: Vælg et velfærdsområde, hvor I gerne vil slippe for de statslige regler, og så bliver I sat fri.

I 2021 har Helsingør Kommune ikke skullet forholde sig til statslige regler på ældreområdet. Det samme har Esbjerg Kommune ikke skullet på skoleområdet. Og meget snart kan alle landets 98 kommuner vælge hver et velfærdsområde, hvor alle statens regler forsvinder, og de bliver sat fri. Det skriver Avisen Danmark.

Det er nemlig statsminister Mette Frederiksens budskab til de 98 borgmestre fra alle landets kommuner, når de torsdag sammen med en række eksperter og praktikere samles i Odense til "velfærdsmøde", som statsministeren har inviteret til.

- Vi har et af verdens bedste velfærdssamfund, men hvis vi ikke får gjort noget ved den overdrevne brug af krav og dokumentation, så sander det hele til. Derfor udvider vi nu ordningen med frikommuner og velfærdsaftaler, så alle kommuner får en reel mulighed for og opgave med at afbureaukratisere, siger Mette Frederiksen til Avisen Danmark.

Udover statsministeren deltager partifællerne finansminister Nicolai Wammen, social- og ældreminister Astrid Krag og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i "velfærdsmødet" i Odense.

Allerede i 2020 annoncerede Mette Frederiksen, at regeringen ville intensivere arbejdet med afbureaukratisering i den offentlige sektor. Her blev syv kommuner udvalgt til at kunne indgå såkaldte "velfærdsaftaler" med regeringen. I praksis betyder det, at kommunerne på tre områder - ældre-, skole- og børneområdet - kan droppe langt de fleste statslige regler og lovgivning og samtidig forpligter sig på at gøre det samme med de fleste kommunale regler.

- Vi har allerede i denne valgperiode valgt at bruge flere penge på velfærd. Men det er svært at mærke derude, fordi vi bruger alt for meget tid på dokumentation. Vi får ganske enkelt ikke skabt de rigtige rammer for fagligheden. Og vi kan ikke bare blive ved med at tilføre flere penge, fordi der er ikke hænder og hoveder nok til at løfte opgaverne. Derfor er vi nødt til at få frigjort kommunerne, siger Mette Frederiksen til Avisen Danmark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.314