23948sdkhjf

Plejehjem lokker med spirejobs til teenagere

Nu kan unge mellem 14 og 17 år være med til at gøre en forskel for beboere på fire plejehjem i Assens Kommune.

Assens Kommune søger lige nu 12 unge mennesker, som har lyst til at ”hænge ud” med beboerne på fire af kommunens plejehjem og give dem nogle gode oplevelser og hyggelige stunder.

- Der sker noget når unge og ældre mødes. Når beboerne møder unge mennesker vækker det en masse minder, glæde og energi, og det smitter meget af på, hvad de ellers kan i dagligdagen, fortæller leder af De Gamles Hjem i Glamsbjerg, Susanne Brauer-Christiansen.

På alle plejehjem i Assens Kommune arbejdes der med at mindske ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed, og her vil de unge være et ekstra krydderi i dagligdagen:

- Vi samarbejder lige nu med Glamsdalens Efterskole, som kommer her hver onsdag. Og vi kan se, at der bliver skabt venskaber på tværs af alder. Venskaber, som bidrager til nærvær, livsglæde og livsmod, fortæller Susanne Brauer-Christiansen.

Måske åbnes øjnene for nye karriereveje

I spirejobbet bliver det op til den unge og beboeren at finde på aktiviteter, som giver mening og værdi for den enkelte. Det kan være at gå tur sammen, spille spil, læse, lægge vasketøj sammen, spille ballonbadminton eller noget helt andet.

Men kommunen håber også at projektet, kan være med til at få flere til at uddanne sig til social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter og andre jobs inden for velfærdsområdet i fremtiden:

- Lige nu konkurrerer kommunerne om de samme mennesker, når vi har ledige stillinger, og der er en større efterspørgsel, end der er arbejdskraft til rådighed. Med de nye spirejobs kommer vi til at gøre en forskel for beboerne. Men samtidig kan det måske vække de unges interesse for faget på sigt og måske få flere ind på uddannelserne, siger Poul-Erik Svendsen, der er formand for Social og Ældreudvalget i Assens Kommune.

Ordningen med spirejobs prøves i første omgang af på Æblehaven i Haarby, Bofællesskabet Odensevej i Assens, Bofællesskabet Skelvej i Assens og De Gamles Hjem i Glamsbjerg. Herefter vil ordningen bliver evalueret, og der vil blive taget stilling til, om ordningen også skal omfatte andre plejehjem.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078