Lindegaarden, som vi kender den i dag, er en firelænget gård, der er udvidet fra 1841 frem til 1883. De seneste fem år har Lindegaarden fungeret som et frivilligt drevet kultursted. Tidens tand har påvirket bygningen, der, takket være et initiativ fra den lokale bevaringsforening, Bondebylauget v/Niels Friderichsen, og en donation fra A.P.MØLLER OG HUSTRU CHASTINE MC-KINNEY MØLLERS FOND TIL ALMENE FORMÅL, nu gennemgår en tiltrængt ydre restaurering.
Læs også: Ny IFC-Guide
BIM og en Bondegård
Stein Hagen, arkitekt MAA, har siden 2007 været en af Bondebylaugets arkitekter og blev med sin stærke tilknytning til Lindegaarden og Bondebyen naturlig valgt som totalrådgiver på restaureringsprojektet. Han anvender de nyeste digitale redskaber til at fremtidssikre fortiden. Således danner en Point Cloud-opmåling, som landsinspektørfirmaet LE34 har udført, i kombination med en 3D BIM-model, som BIM Equity har modelleret, udgangspunkt for restaurerings-projektet, som Wohlert Arkitekter er bygherrerådgiver på.
”Med opmålingen får jeg en præcis digital model, der afspejler virkeligheden. Det betyder blandt andet, at både jeg og bygherreren får sikkerhed for, at de forskellige løsninger er tilpasset de eksisterende forhold. Ved at tage udgangspunkt i opmålingen er jeg tryg ved, at det projekt, jeg sender i udbud, afspejler virkeligheden og giver entreprenører et præcist grundlag at afgive tilbud ud fra,” forklarer Stein Hagen.
Læs også: Ny nordisk funktionalisme - og en god nats søvn
Ny teknologi, håndværkmæssig erfaring og arkitektfaglighed
Derudover fremhæver Stein Hagen, at man ikke må lade sig forblænde af teknologien, men netop skal se de nye digitale muligheder som et effektivt redskab - et skarpt værktøj - der kombineret med arkitekt- og håndværksfaglighed skaber bedre resultater.
”Det er netop kombinationen af en præcis digital model, et effektivt BIM-program, min håndværksmæssige baggrund og min arkitektfaglighed, der kan sikre bygherren det bedst tænkelige projekt.” fortæller Stein Hagen, der siden 2003 bl.a. har anvendt ARCHICAD som BIM-program.
Opmåling sikrer forståelse
Ethvert byggeprojekt har adskillige interessenter. Det gælder også Lindegaarden. En af de typiske udfordringer ved mange byggeprojekter er, at kommunikationen mellem fagfolk og ikke-byggekyndige kan være svær.
”Lindegaardens bestyrelse udgøres af en række engagerede og dygtige personer og er bygherre på restaureringsprojektet; men meget få af dem har professionel erfaring med byggeri. Det betyder, at de, som for øvrigt lægfolk flest, har vanskeligt ved at afkode plantegninger. Opmålingen og den digitale model er derimod et effektivt kommunikationsredskab, der viser ´virkeligheden´ og de kommende ændringer på en for ikke-byggefagkyndige, let forståelig facon. Så en opmåling er i mange henseender en værdifuld investering.” afslutter Stein Hagen.
Kort om restaureringen af Lindegaarden
Siden 2013 har Kulturstedet Lindegaarden været drevet af Kulturstedet Lindegaardens Venner som et kultursted i Bondebyen i Lyngby. A.P.MØLLER OG HUSTRU CHASTINE MC-KINNEY MØLLERS FOND TIL ALMENE FORMÅL har lykkeligvis doneret økonomiske midler som omsider muliggør den ydre restaurering af Lindegaarden. Projektet forventes afsluttet primo 2020.
Dette er en forkortet udgave af interviewet med Stein Hagen om restaureringen af Lindegaarden. Læs hele interviewet på BIM Equitys hjemmeside her >>