23948sdkhjf

Dansk industrivaskeri knækker koden på at vaske tøj med genanvendt vand

| Medlemsnyhed | Indrykket af Berendsen Textil Service A/S

Men Berendsens vaskeri i Holbæk har haft et nyt gennembrud på vejen til at blive det første "drikkevandsløse vaskeri", der kan vaske kun med regnvand eller genanvendt vand – og projektet har potentiale for at fremme flere af FN's verdensmål.

Berendsen er lykkedes med at genbruge vandet uendeligt på en vaskemaskine
Danmark ligger på en global andenplads over lande, der er nået længst med indsatsen for FN's 17 verdensmål – kun overgået af Sverige. Men en ny FN-rapport viser, at verdens bæredygtige udvikling går så langsomt, at det er umuligt at nå FN's 2030-mål. Rapportens forklaring er, at verdens lande endnu ikke har fundet ud af, hvordan de kan skabe en udvikling, der på samme tid er økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtig. Men i nogle danske virksomheder sker der lokale gennembrud, som kan gøre en forskel globalt. Berendsens vaskeri i Holbæk har som mål at blive verdens første vaskeri, der kan vaske helt uden drikkevand til gavn for både miljøet, mennesker og bundlinjen. Og efter de første succesfulde pilottests med at vaske kasser i renset regnvand har vaskeriet nu også knækket koden på at rense og genbruge vandet uendeligt på en industrivaskemaskine:

”Vi har testet at vaske tøj på en 100 kg vaskemaskine, hvor vi blev ved med at rense og sende spildevandet tilbage i maskinen igen. Den største udfordring for os – og i alle lignende forsøg, jeg har hørt om – har været, at de små tekstilfibre, der frigøres under vaskeprocessen, tilstopper rensningsfiltrene. Men i samarbejde med Aquarden Technologies har vi udviklet en metode, som får fibrene til at binde sig til hinanden, så de kan fjernes. Og testen på vaskemaskinen var en kæmpe succes. Ved hjælp af forskellige filtre, UVC-lys og lidt kemi kunne vi målbart rense vandet 100 % for bakterier, og maskinen kørte en hel måned uden reparationer eller stoppede filtre", siger Kim Thorsøe, Driftchef på Berendsen-vaskeriet i Holbæk.

Nu igangsættes et stort demonstrationsanlæg til tekstilvask i sekundavand
Selvom vaskeriet i Holbæk nu har bevist, at de kan rense og genbruge vandet til tøjvask uendeligt, mister de ca. 20 % af vandet til slam og den fordampning, der naturligt sker i en vaskeproces – dét vand skal på sigt erstattes af regnvand eller genanvendt vand. For at dække vaskeriets behov for at opsamle nok regnvand har det lokale forsyningsselskab Fors A/S sagt ja til at afprøve, hvordan vaskeriet kan koble sig på deres regnvandsanlæg. Og nu har partnerne fået støtte fra VUDP (Vandsektorens Udviklings- og Demonstrationsprogram) til at bygge et stort demonstrationsanlæg, der bl.a. har som mål at afdække fremtidens muligheder for at opsamle og distribuere regnvand og andet sekundavand.

"Sidst i juni mødes vi med Fors, DTU Miljø, Teknologisk Institut og andre partnere for at planlægge demonstrationsanlægget. På vaskeriet vil vi gerne kunne opsamle meget regnvand, da det fra naturens side er blødt og kalkfrit og har en kvalitet, så vi kan vaske med færre kemikalier og lavere temperatur. Men vi vil også undersøge, om vi kan opsamle overskydende vand fra andre store lokale vandforbrugere. Der ligger f.eks. en større lokal virksomhed tæt på os, som har mere rent vand i overskud, end vi kan optage – de har en tilladelse til at lukke vandet ud i åen, fordi det er helt rent, så de naturressourcer kan vi måske bruge…", siger Kim Thorsøe.

I dag må vaskeriet indkøbe drikkevand, som er hårdt, og bearbejde det på deres blødtvandsanlæg, så det får de optimale kvaliteter til tekstilvask. Det kan du læse om i artiklen her

Faktaboks:
Vandmangel i verden:

Kan fremme flere af FN's verdensmål
Vaskeriet i Holbæk er den 6. største vandforbruger hos Holbæks forsyningsselskab, så de kan reducere det lokale forbrug markant, når de forhåbentlig om få år lukker for tilførslen af drikkevandet. På sigt er målet at udvide systemet til flere af Berendsens landsdækkende afdelinger, så de kan tilbyde virksomheder og kommuner over hele landet at få deres arbejdstøj og linned vasket uden at forbruge drikkevand. Og i 2017 blev Berendsen en del af Elis og verdens næststørste tekstilservicepartner, så de har stort potentiale for at udbrede løsningen på tværs af landegrænser til Elis-gruppens øvrige 430 vaskerier, der bl.a. også ligger placeret i fjerntliggende lande med vandmangel. Hvis projektet på sigt bliver spredt og kendt globalt, kan det fremme flere af FN's verdensmål.

"Vi håber, at flere vaskerier end vores egne – og virksomheder i lande med akut vandmangel – kan bruge vores erfaringer. Økonomisk set er projektet i første omgang relevant i nordiske lande med høj vandafgift – og i Sverige, hvor det er svært at lave vandboringer i klippegrunden. Men at erstatte drikkevand med sekundavand kan også globalt sikre, at virksomheder får en mere bæredygtig produktion og opnår vækst uden miljøforringelser. Og vores metode til at rense sekundavand for bakterier kan måske en dag hjælpe mennesker i lande med vandbårne sygdomme", siger Louise Elver, CSR-chef hos Berendsen Danmark.

Teknologisk Institut og Berendsens måttevaskeri er i et nyt projekt ved at undersøge, om de i fællesskab kan måle og tidligt i processen fjerne de mikroplastpartikler, der naturligt udskilles under industrivask – så mikroplasten ikke ender i spildevandet. Læs mere her


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Berendsen Textil Service A/S

Tobaksvejen 22
2860 Søborg
Danmark
Berendsen Textil Service A/S

Billeder & videoer

Send til en kollega

0.064