Sådan får dine kasserede tekstiler ny nytteværdi
I DFD har vi en ambition om at reducere vores mængde af tekstilaffald. Som led i det arbejde har vi etableret konceptet upcy, der kommer af ordet upcycling.
Ved at se på vores kasserede tekstiler som ressourcer i stedet for affald, kan vi bringe dem i spil som råvarer direkte i udviklingen af nye, bæredygtige produkter. Derfor ligger det os meget på sinde, at vores upcy-produkter kan erstatte konventionelle produkter, som ellers ville skulle være indkøbt fra ny.
Kan din udtjente arbejdsuniform blive til en genanvendelig affaldssæk?
- Eller har du altid tænkt, at dit slidte sengetøj kunne blive et nyttigt forklæde? Mulighederne kan være mange! I DFD vil vi gerne i dialog med dig om, hvordan de kasserede tekstiler i nye former kan indgå i din hverdag.
Upcy er kort for upcycling
Med genanvendelseskonceptet Upcy ønsker vi at sætte fokus på ansvarligt forbrug gennem genanvendelse af de tekstiler, der har udtjent deres værnepligt i en vaske- og lejeløsning. Det er helt i tråd med FN’s Verdensmål 12, der handler om at sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsformer.
Upcycling vil sige, at vi tilfører udtjente råmaterialer værdi, så de kan blive brugt igen og igen. Et eksempel på, hvordan vi har integreret dette i vores forretning er kasserede duge, der nu hitter som Upcy-kokkejakker.
Læs mere om DFD Upcy