23948sdkhjf

Lyddæmpende landskabsbilleder giver tryghed og plejer sjælen

| Medlemsnyhed | Indrykket af Welfare Tech

På plejehjemmet Kastaniehaven i Give er væggene præget af store indbydende fotografier af dansk natur. Billederne dæmper ikke blot støj, de skaber også tryghed og fremkalder positive minder – særligt for beboere med demens.

Indbydende fotografier af genkendelige danske landskaber pryder skærmvægge og vægge på plejehjemmet Kastaniehaven i Give.

- Vi oplever, at borgere, der næsten ikke længere har et sprog, bryder ud i sang, når de ser på naturbillederne, fordi motivet fremkalder gode minder, fortæller Sini van der Steen, teamkoordinator på Kastaniehaven.

Plejhjemmets medarbejdere har særligt oplevet, at billederne ikke blot skaber velvære; de åbner også for dialog mellem beboere, pårørende og medarbejdere.

- Motiverne kalder på minder hos vores beboere og får smilet frem. Fotografiet af en markvej får fx en beboer til at erindre vejen til skolen på bare tæer for mange år siden. Køer på en mark sætter gang i minderne hos en pensioneret landmand, og så får vi en god lille snak om den tid, siger Sini van der Steen.

Landskabsbilleder virker beroligende
Landsskabsbillederne kommer fra virksomheden Sonovision, som baserer sit billedvalg på forskning i, hvilke motiver, der har en speciel positiv indflydelse på os mennesker.

- Vores forskning viser, at bestemte typer fotografier af natur virker afstressende, og har en positiv indflydelse på vores velbefindende. Derfor allierer vi os med dygtige lokale fotografer, når vi skal løse en opgave, så plejehjemsbeboere i forskellige dele af landet kan genkende landskaberne, udtaler Karsten Andersen fra Sonovision.

Reducerer støjniveauet
En ekstra gevinst ved Sonovisions billeder er, at de også er støjdæmpende. Det har en positiv effekt på særligt borgere med demens, der ofte er meget følsomme overfor distraherende lyde. 

På Kastaniehaven pryder de lyddæmpende billeder skærmvægge, som deler større fællesrum op i mindre enheder, hvor beboerne bedre kan få ro.

- Borgere med demens bliver let stressede, hvis der er for meget støj i deres omgivelser. Derfor ryddede vi vores gange for møbler, nips osv. for at skabe overskuelighed, og blot lade billederne på væggene tale. Skærmvæggene bruger vi til at skabe små hyggelige kroge, hvor det støjdæmpende element også er en stor fordel, forklarer Sini van der Steen.

På Kastaniehaven taler billederne for sig selv. Både beboere, medarbejdere og pårørende oplever, at billederne skaber en helt særlig dialog og ro, der styrker livskvaliteten.

Læs mere på www.welfaretech.dk

Medlemsnyhed

Indrykket af
Welfare Tech

Forskerparken 10H
5230 Odense M
Danmark
Welfare Tech

Send til en kollega

0.534