JFP Murer & Tømrer vandt i februar 2020 totalentreprisen på opførelse af 29 boliger i Kolding for AP Ejendomme A/S. Nu er elementmontagen på de 9 rækkehuse og 20 lejligheder færdig, og der tages hul på vinduesmontage og opmuring.
Elementmontagen udføres af JFP Murer & Tømrers egne folk og har været krævende pga. snævre pladsforhold. JFP Murer & Tømrer etablerede elementmontageafdeling i december 2018, og udfører nu mange elementmontage entrepriser enten som total- eller fagentreprenør.
Læs også: JFP Murer & Tømrer starter montageafdeling
Overraskelser i jordbundsforhold
Der har været konstateret overraskelser i jordbundsforholdene trods udarbejdet jordbundsrapport. Grunden indeholder mere blød bund end beskrevet. Derfor er der blevet omprojekteret og etableret pælefundering. Det har ligeledes været udfordrende at færdes på grunden og etablere adgangsveje pga. en meget skrånende og smal grund.
Bæredygtighed og svanemærkning
Byggeriet skal svanemærkes, og derfor registreres alle materialer i en materialelogbog. Der er valgt fugemasser og spartelprodukter med mindst mulig kemi, svanemærkede trapper og maling og FSC-mærket træ til trægulvene m.v.
Der er planlagt rejsegilde den 8. april, som afholdes hvis corona tillader det.
Læs også: JFP Murer & Tømrer vinder totalentreprise på Svanemærket byggeri