23948sdkhjf

Tjekliste til tilladt magtanvendelse: Har I styr på reglerne

| Medlemsnyhed | Indrykket af Komponent – Kommunernes Udviklingscenter

Er magtanvendelse fra tid til anden en del af dit job? Komponent og underviser Lars Emil Andersen har udviklet en model, der hjælper dig og dine kollegaer med at huske de ni krav, der skal være opfyldt, før en magtanvendelse er tilladt.

Arbejder du med mennesker, er der risiko for, at du på et eller andet tidspunkt står i en situation, hvor magtanvendelse er den eneste udvej. Og selvom magtanvendelse nogle steder er en del af hverdagen, er det stadig en indgriben i borgerens grundlovssikrede rettigheder og noget, der strider mod en række internationale konventioner.  Derfor er der også en række grundlæggende krav, som skal være opfyldt, før en magtanvendelse er tilladt.

– Rammerne omkring en magtanvendelse er af mange gode grunde reguleret af en række love, bekendtgørelser og vejledninger. Udfordringen er bare, at det kan være svært at huske dem alle, når du står i en presset situation, hvor du er nødt til at gribe ind over for en borger. Derfor har vi udviklet en model, der reducerer kompleksiteten til ni krav, som er lette at huske og arbejde med, siger Lars Emil Andersen, der underviser på Komponents kurser i magtanvendelse.

Ifølge Lars Emil Andersen kan modellen med de ni krav til tilladt magtanvendelse f.eks. bruges i det løbende arbejde med forebyggelse af magtanvendelser, der bør være en integreret del af hverdagen på alle institutioner, hvor børn, unge eller voksne fra tid til anden har en udadreagerende adfærd.

– Når medarbejderne har styr på kravene til en magtanvendelse, sikrer vi, at vi tager de nødvendige hensyn til borgeren og borgernes rettigheder. Samtidig står medarbejderne på mere sikker grund i de udfordrende situationer, hvilket øger den psykologiske tryghed i jobbet. Sidst, men ikke mindst, kan modellen være med til at sikre, at medarbejderne er bedre klædt på, når de efterfølgende skal registrere og indberette magtanvendelsen, siger Lars Emil Andersen og fortsætter:

–  Ligesom vi kan træne gode teknikker til nødværge, nænsom gennemførelse af magtanvendelse og kommunikation, så kan vi også træne den del, der handler om lovgrundlag og dokumentation. Bruger vi dokumentationskravet aktivt, giver det os også en unik mulighed for løbende at blive klogere på, hvordan vi forebygger magtanvendelse i fremtiden – til gavn for både borgeren og vores eget arbejdsmiljø.

Tjekliste til tilladt magtanvendelse

Der er 9 krav, som skal være opfyldt, før en magtanvendelse er tilladt. Her får du tjeklisten, som hjælper dig til at huske dem alle.

  1. Skal så vidt muligt forebygges
  2. Må kun bruges, når der er lovhjemmel til det
  3. Må aldrig erstatte omsorg og socialpædagogisk bistand
  4. Skal afpasses den enkelte situation
  5. Må ikke gå ud over det strengt nødvendige
  6. Skal udøves så skånsomt og kortvarigt som muligt
  7. Skal tage størst muligt hensyn til andre, der er til stede
  8. Skal stå i rimeligt forhold til det, du vil opnå
  9. Må kun bruges undtagelsesvist

Medlemsnyhed

Indrykket af
Komponent – Kommunernes Udviklingscenter

Hedeager 5, 1.
8200 Aarhus N
Danmark
Komponent – Kommunernes Udviklingscenter

Send til en kollega

0.079