23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Mange ukorrekte informationer når ud til den digitale forbruger

Nye tal viser, at den digitale datakvalitet er mangelfuld: Samlet set har 48% af fødevarerne fejl. Det viser, at datakvalitet bestemt ikke er et kedeligt emne.

Fra emballage til it-system

Tidligere på året viste en undersøgelse, at der er fejl på ca. 60% af de logistiske data, detailhandlen får ind i sine it-systemer. Men hvordan står det til med de forbrugerrettede informationer?

Alle de informationer, der findes på emballagen af en fødevare skal i dag også være digitalt tilgængelige, når den sælges online.

”Spørgsmålet er derfor, hvad der sker med datakvaliteten, når produktdata så at sige skal fra emballage til it-system?” mener Morten Buch, som bl.a. er ansvarlig for GS1Trade Sync og GS1Trade Exact hos GS1 Denmark.

Undersøgelse viser, at 48% har fejl

For nylig har man i GS1 Denmark foretaget en stikprøvekontrol for at komme nærmere et svar:

”Vi gik simpelthen ud i en butik, og tog en stikprøve på 50 fødevarer. Vi sammenholdt derefter oplysningerne på emballagen med oplysningerne i GS1Trade Sync, der er det sted, hvor leverandører indmelder de produktinformationer, som deres kunder i handlen skal bruge. Resultatet viste, at der var uoverensstemmelse på 48% af varerne”, fortæller Morten.

Er 8% fejl på allergener godt nok?

Undersøgelsen viste desuden fejl eller mangler på informationer om allergener på 8% af fødevarerne. Tallet ”8” er måske ikke i sig selv stort, men det er til gengæld konsekvenserne, hvis en allergiker tror sig sikker. Et godt eksempel på, at datakvalitet ikke er kedeligt.

Andre resultater fra undersøgelsen er, at 36% af produkterne havde fejl i næringsindhold og 32% i ingredienser.

”De tal skal ned, det er i alles interesse – leverandørernes, handelens og ikke mindst forbrugernes. Derfor har handlen valgt at etablere GS1Trade Exact som den part, der skal tjekke de digitale produktinformationer, så overensstemmelser kan blive rettet”, fortæller Morten.

Dansk Supermarked ønsker bedre produktinformationer

Hos Dansk Supermarked Group arbejder man målrettet med at forbedre korrektheden af de informationer, man får fra sine leverandører og videregiver til sine kunder. Som kommentar til GS1 Denmarks undersøgelse siger Stefan Maagaard Nielsen, Business Process Consultant hos Dansk Supermarked:

”Det siger sig selv, at de tal er alt for høje. Det er informationer, vi er lovgivningsmæssigt forpligtede til at informere kunden om i købsøjeblikket ved online salg, og dermed essentielle for at vi kan sælge leverandørernes varer. Vi har brug for at kunne trække data direkte til bl.a. webshop, og det kan vi ikke, når vi ikke kan stole på data. Som det ser ud nu, har vi – grundet den store fejlprocent – en stor valideringsopgave, før vi kan eksponere leverandørens vare ud mod kunden og dermed sælge den”.

Et af Dansk Supermarkeds tiltag, der skal højne datakvaliteten er, at man ønsker, at leverandørerne skal få tjekket de produktdata, som de indmelder til Dansk Supermarked via GS1Trade Exact.

Stor udfordring for leverandørerne

Selvom de nye tal er baseret på en stikprøve, er der desværre ikke nogen grund til at antage, at billedet gennemsnitligt set er væsentligt bedre for resten af fødevarerne i detailhandlen.

Hos GS1 Denmark hjælper man sine medlemmer med at højne kvaliteten af stamdata.

”Der er jo ingen leverandører, der ønsker at videregive forkerte informationer, hverken til deres kunde eller forbrugerne. Men vi må se i øjnene, at der efterhånden er så mange data, der skal stilles til rådighed, at det er blevet en ret kompleks opgave for leverandørerne at håndtere. Vi er glade for, som uvildig part, at kunne hjælpe med at sikre datakvaliteten og ”smøre” samarbejdet i forsyningskæden. Helt konkret har medlemmer mulighed for gratis undervisning og hjælp fra vores Servicecenter”, kommenterer Morten Buch, som bl.a. er ansvarlig for GS1Trade Sync og GS1Trade Exact.

Må vi inspirere dig til at få mere ud af jeres medlemskab og den måde, I udnytter vores standarder og services? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

GS1 Denmark
Vesterbrogade 149
1620 København V
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK10629845
P nummer: 1000109004

Kontaktperson

HRO
Helle Riis Olsen
Marketing koordinator
hol@gs1.dk

Send til en kollega

0.047