23948sdkhjf

Coloplast vil købe islandsk selskab for op til 8,9 milliarder

Coloplast vil købe Kerecis for op til 8,9 milliarder kroner. Det skal styrke Coloplasts sårplejeforretning

Medicinalselskabet Coloplast vil købe den islandske sårplejevirksomhed Kerecis for op til 8,9 milliarder kroner.

Det oplyser Coloplast i en selskabsmeddelelse.

Den indledende købssum lyder på 8,2 milliarder kroner, som betales kontant, når handlen går igennem. Beløbet kan vokse til 8,9 milliarder kroner.

Handlen skal styrke Coloplasts position på markedet for sårpleje. Her arbejder det islandske selskab med at bruge fiskeskind til at hele sår på mennesker.

Coloplast opjusterer samtidig sine langsigtede forventninger til den organiske vækst i omsætningen til 8-10 procent. Det er et procentpoint mere end tidligere.

Opkøbet er afhængig af nødvendige godkendelser fra myndigheder. Den er desuden afhængig af, at mindst 90 procent af aktionærerne i Kerecis godkender det.

På nuværende tidspunkt har 77 procent af det islandske selskabs aktionærer forpligtet sig til at sælge deres aktier til Coloplast. Det fremgår af meddelelsen.

Coloplast forventer, at handlen kan gennemføres i fjerde kvartal af regnskabsåret 2022/23.

Coloplast producerer blandt andet produkter til sårpleje og stomi- og inkontinenspatienter. Selskabet er en del af det danske C25-indeks, der inkluderer de 25 mest handlede aktier i Danmark.

Det danske selskab vil finansiere milliardhandlen ved at forhøje aktiekapitalen. Det betyder i praksis, at selskabet vil udstede nye aktier og på den måde få penge i kassen.

Omkring klokken 9.30 ligger Coloplast i bunden af C25-indekset. Selskabet ligger til et fald på omkring 4,5 procent.

Kerecis har en godkendelse hos de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) til at producere produkter inden for sårbehandling baseret på fiskeskind.

Selskabet blev stiftet i Island i slutningen af 00'erne og har siden udvidet sine aktiviteter i især USA.

I regnskabsåret 2021/22 havde Kerecis en omsætning på 510 millioner kroner og endte uden underskud. Det skriver Coloplast.

Kerecis' teknologi med at bruge fiskeskind til sårheling er ifølge Coloplast allerede blevet anvendt i behandlingen af titusinder af mennesker.

- Grundet minimal bearbejdning af fiskeskindet bevarer fiskeskindet sin lighed med menneskehud, hvorved der opnås en forbedret sårheling, skriver Coloplast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095