23948sdkhjf

Analyse: Privatansatte i velfærdsfag arbejder flere timer end kolleger i det offentlige

Ansatte i den private sektor inden for velfærdsfag leverer flere arbejdstimer end de, som er ansat i det offentlige inden for samme fag, viser en analyse fra Dansk Industri

På private plejehjem rækker et sæt hænder 130 timer længere om året end på de kommunale. Det svarer til ca. én ekstra måneds arbejdsindsats.

Sådan lyder en af konklusionerne i en nylig offentliggjort analyse, som Dansk Industri står bag.

Analysen konkluderer desuden, at hvis de offentligt ansatte matchede de privatansatte, når det gælder antal præsterede timer, ville det frigive ressourcer svarende til ca. 29.800 ekstra årsværk.

De store potentialer skal ses i lyset af, at langt størstedelen af medarbejderne på de større velfærdsområder er ansat i den offentlige sektor, skriver Dansk Industri i analysen.

Arbejdsmarkedspolitisk chef hos Dansk Industri, Steen Nielsen, har tidligere udtalt sig om potentialet ved at ansætte flere social- og sundhedsassistenter på fuldtid.

- Potentialet i at få flere fuldtidsansatte SOSU’er i Danmark er ret voldsomt. Det vil gøre en mærkbar forskel på den medarbejdermangel, der er i dele af omsorgssektoren og vil føre til bedre omsorg og pleje i det offentlige, udtaler arbejdsmarkedspolitisk chef Steen Nielsen fra DI i en tidligere pressemeddelelse om samme emne.

Årsager kan være mange

Analysen tager udgangspunkt i tal for arbejdstid fra Danmarks Statistik. 

I analysen opgøres præsterede timer for mænd og kvinder i henholdsvis privat og offentlig beskæftigelse som lønmodtagere inden for udvalgte brancher, der kan henføres til velfærdsområdet (sundhed, ældrepleje, dagtilbud mv.).

Ifølge Dansk Industri kan årsagerne til forskellene findes flere steder. De kan blandt andet skyldes, at et en høj andel af medarbejderne i den offentlige sektor er ansat på deltid. 

En anden forklaring kan findes i et højere sygefravær blandt de offentligt ansatte. Offentligt ansatte på omsorgsområdet har i gennemsnit 2,5 ekstra fraværsdag som følge af egen sygdom end de privatansatte, skriver Dansk Industri i analysen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062