23948sdkhjf

Socialdemokrater undsiger partikollegas forslag om velfærdsopsparing

Den bedste opsparing til en værdig ældrepleje sker igennem skatten, lyder det fra tre S-folketingsmedlemmer

Tre socialdemokratiske folketingsmedlemmer går nu i rette med deres partikollega i diskussionen om en delvist opsparingsbaseret velfærdsmodel.

I et læserbrev i Avisen Danmark skriver de, at en velfærdsmodel, hvor borgere selv skal bidrage til ydelser, er "at misforstå problemerne, som velfærdssamfundet står overfor".

Og det er en vej, de ikke vil anbefale, at Socialdemokratiet går.

Brevet er afsendt af skatteordfører Anders Kronborg, der også er medlem af gruppeledelsen, erhvervsuddannelsesordfører Thomas Skriver Jensen og misbrugsordfører Maria Durhuus.

- Vores politiske ordførers indlæg i sommerferien har skabt en meget stor debat, og det har skabt tvivl om den politiske linje, uddyber Anders Kronborg over for Ritzau.

- Vi har fået flere henvendelser omkring, hvordan vi selv står, og der vil vi tilkendegive, hvordan vi ser på fremtidens velfærdssamfund. Og det er ikke en opsparingsbaseret velfærdsmodel, som vi ønsker at anbefale.

Det var først Moderaterne, som kom på banen med et forslag om, at borgerne i fremtiden selv skal spare op til en del af ældreplejen.

Siden fulgte Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, trop med sit eget bud.

Han udtalte tidligere i juli til Jyllands-Posten, at det kan blive svært politisk set at investere nok i en optimal ældrepleje. Især når også områder som grøn omstilling og forsvar skal prioriteres.

Derfor er der brug for at have en diskussion om en trepartsaftale, der skal sikre, at alle danskere sparer op til "nogle velfærdsrettigheder".

I Avisen Danmark skriver de tre socialdemokrater, at forslaget efter deres opfattelse vil kunne betyde et større A- og B-hold.

Samtidig rokker forslaget "ganske enkelt ved fundamentet i den socialdemokratiske velfærdsmodel":

- Vi synes også, at det skaber nogle indbyggede udfordringer, at sosu-medarbejderen eller brolæggeren skal tvinges til at opspare sin løn oven i skatten, for at han eller hun skal have en tilfredsstillende pleje i udsigt, når de bliver gamle.

Christian Rabjerg Madsen har ikke ønsket at svare på partifællernes kritik.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094