23948sdkhjf

S-ordfører tager ansvaret for skæv debat om ældrepleje

Forslaget om en privat opsparing til ældreplejen har skabt en ærgerlig debat, siger Christian Rabjerg Madsen

Debatten om en privat opsparing til fremtidens ældrepleje er drejet ud af kontrol for Socialdemokratiet, og det er delvist partiets egen politiske ordførers skyld.

Det erkender Christian Rabjerg Madsen (S).

- Jeg har ærgret mig over, at der i så høj grad i debatten har været fokus på løsninger og i mindre grad på analysen og det problem, jeg mener, vi står overfor. Det er klart, at det påtager jeg mig en del af ansvaret for, siger han.

I midten af juli skrev Socialdemokratiets politiske ordfører en kronik i Jyllands-Posten flankeret af et interview, hvor han fremsatte en analyse af fremtidige udfordringer med ældreplejen.

Vi får flere ældre og færre til at betale, og Christian Rabjerg Madsen forventer, at de kommende ældre vil have høje krav til serviceniveauet i plejesektoren. Han frygter dermed, at et A og B-hold kan være under opsejling.

En løsning på problemet kan være at lave en personlig opsparing til ældreplejen inspireret af pensionssystemet, skrev han i sin kronik i Jyllands-Posten.

Det har fået flere socialdemokratiske fæller til at markere sin uenighed offentligt, med hvad der kan ses som et grundlæggende brud med socialdemokratisk velfærdspolitik.

Nu ligger det Christian Rabjerg Madsen meget på sinde at markere, at det ikke var hensigten.

Spørgsmål: Du har selv fremlagt løsningsforslaget. Er det her en anerkendelse af, at du har kommunikeret forkert?

- Jeg har forsøgt både at skrive en kronik og tage en debat, hvor jeg har brugt ganske mange kræfter på at uddybe problemstillingen og analysen, og jeg har forsøgt at gøre det klart, at det var analysen, jeg synes er vigtig, siger han og fortsætter:

- Så har jeg prøvet at pege i en retning af, hvordan man kan se løsninger. Men det er klart, at det er en ærgrelse for mig, at debatten har handlet så meget om løsninger. Så jeg vil herfra gøre mig meget umage med at sige, at det er klart, at løsningerne står for egen regning.

- Jeg påtager mig en del af ansvaret for, at vi har fået en debat, der handler for meget om løsninger og for lidt om de udfordringer, vi står med.

Spørgsmål: Det er kernen af socialdemokratisk politik, vi taler om her. Kunne du ikke have forestillet dig, at et forslag om en slags øget brugerbetaling af velfærden ville skabe en intens debat?

- Jeg synes, det er vigtigt at påpege, at det ikke er brugerbetaling, men i højere grad en opsparingsmodel, der skulle være kollektiv. Men det er klart, at det er svære spørgsmål, og det er klart, at jeg har et ansvar for, at debatten i for høj grad har handlet om løsninger. Det ærgrer mig.

Spørgsmål: Har du fået en henstilling fra partiets ledelse?

- Det, vi diskuterer internt, holder vi internt. Jeg mener, det er et sundhedstegn, at vi kan have en debat om noget, der er hjerteblod for alle socialdemokrater.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078