23948sdkhjf

QR-koder hjælper handicappede til mere frihed

I Ringkøbing-Skjern Kommune har test af en ny app været en succes. Teknologien hjælper de handicappede borgere til at blive mere selvhjulpne. 

Udviklingshæmmede eller hjerneskadede i den vestjyske kommune Ringkøbing-Skjern bliver med ny teknologi hjulpet til at få mere frihed.

Det er en app, der kan give guidning til borgerne, som de har brug for i forbindelse med de opgaver, de har brug for hjælp til. App'en har vist sig at være en succes, og derfor er der nu planlagt at indkøbe yderligere app-adgange. Det skriver Ringkøbing-Skjern Kommune i en pressemeddelelse.

En QR-kode i borgerens hjem scannes med app'en på en Iphone eller Ipad og via film, tegning, tekst, eller hvad der fungerer bedst for borgeren, gives den guidning, der er nødvendig - og som giver borgeren en frihed til selv at klare dagens tandbørstning eller sortering af vasketøj uden at skulle have en hjemmevejleder til at stå og forklare.

- Det giver os alle en stolthed, når vi kan klare os selv, fortæller Gitta Stege, daglig leder i Handicapområde Nord.

- Vores opgave er at udvikle borgerne til at være selvhjulpne - der ligger en stor stolthed i at vokse som menneske. Det her er ikke en spare-øvelse eller et stop på vejen til at fjerne bevillinger. Det er derimod vejen til at gøre borgerne mere selvhjulpne, så vi kan frigøre tid til at hjælpe dem med det, der ellers ofte kommer bagerst i køen, udtaler Gitta Stege i pressemeddelelsen.

Hjælper også medarbejdere

Men det er dog særligt én gruppe borgere, som indtil videre har taget særligt godt imod den nye teknologi.

- Det er ikke alle brugere hos os, der vil have gavn af denne teknologi. Især de yngre brugere, som i forvejen er begejstrede for teknologi er glade for det, men for alle vores bruger gælder det, at det tager tid for dem at lære nyt, så en del af øvelsen her er også at træne sig i at bruge de nye muligheder, siger Gitta Stege og forklarer, at app'en også som en sidegevinst hjælper medarbejderne til en bedre arbejdsdag.

- Via appen kan de nemlig nemmere få vigtige vejledninger og informationer om opgaverne hos den enkelte borger - det er især en hjælp, når man kommer hjem til en borger, man måske ikke er vant til at besøge, siger hun.

Gitta Stege søgte penge fra kommunens Velfærdsteknologi-pulje til at teste om app'en. Der blev givet penge til at købe ti sæt, så medarbejdere og borgere kunne teste teknologien. Testen var en succes, og der er nu planlagt indkøb af flere app-adgange.

- App'en giver rigtig god mening ved mange borgere - især de yngre - men der er også nogen, for hvem det ikke vil give mening. Det tilpasser vi, lige som vi også tilpasser al anden hjælp, borgerne får, siger Gitta Stege.

Jens Erik Damgaard, formand for kommunens Social og Sundhedsudvalg, ser mange perspektiver i velfærdsteknologien:

- Det er godt, når vi kan hjælpe borgerne til at udvikle deres eget potentiale, så de trives og bliver herre i eget liv. Vi skal ikke have teknologi for enhver pris, men dér hvor det giver mening - og det gør det i høj grad her. Her kan det med tiden skabe tid til, at borgerne også kan få hjælp til de opgaver, vi ellers nogle gange kan være nødt til at lade ligge. Derfor er jeg glad for, at de i Smedegade er nysgerrige og åbne overfor at prøve nye redskaber, udtaler formanden i pressemeddelelsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063