23948sdkhjf

Minister vil afsætte 500 mio. kr. til kunstig intelligens

Succes med kunstig intelligens på hospital i Køge skal bredes ud til hele landet, siger Løhde til Berlingske

Kunstig intelligens skal fremover være med til at afhjælpe manglen på sundhedspersonale.

Derfor vil regeringen afsætte en pulje på 500 millioner kroner til området. Pengene skal dog også gå til mere pleje i eget hjem.

Det siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til Berlingske.

- Hvis vi ikke ser teknologi som en af de vigtigste veje til at robustgøre vores sundhedsvæsen, så får patienterne en dårligere behandling, og medarbejderne kommer til at drukne i patienter, siger hun til avisen.

Meldingen kommer, efter læger på Sjællands Universitetshospital i Køge har haft stor succes med brugen af kunstig intelligens i forbindelse med behandling af patienter med kræft i mave-tarm-området.

Her er en supercomputer kommet med konkrete forslag til behandlingsforløb ud fra tusindvis af datapunkter, skriver Berlingske.

Det har resulteret i, at kun en ud af 112 patienter er blevet genindlagt. Normalt ville det ifølge Berlingske være 10-12.

Også indlæggelsestiden for særligt skrøbelige patienter er blevet halveret, skriver avisen.

Supercomputeren rummer anonymiserede sundhedsdata fra 76.000 danske patienter, der de sidste ti år er blevet opereret for tyk- eller endetarmskræft.

Den data kombineres med oplysninger fra de nye patienter. Det kan være alder, køn, almen sundhedstilstand, eller andre sygdomme eller risikofaktorer.

Computeren kommer ud fra de oplysninger med behandlingsforslag og hejser advarselsflag, hvis der er forhold, der skal tages ekstra højde for.

Teknologien er udviklet af Computerrome, der er et samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet, oplyser Region Sjælland til MedTechNews.

Sundhedsområdet i Danmark har de seneste år været presset af mangel på personale. Og meget tyder på, at den mangel vil tage til.

I 2030 vil der være behov for 40.000 flere sundhedspersoner, mens der i 2045 vil være brug for 100.000 flere. Det forudsætter, at der skal løses de samme opgaver som i dag.

Det viser en arbejdskraftanalyse fra Lægeforeningen.

Årsagen til det stigende behov for hænder er især, at der kommer flere ældre.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062