23948sdkhjf

Aarhusianske plejehjem gør op med urinlugt og støjende rulleborde

I et forskningsprojekt har man på plejehjem i Aarhus fået positive resultater ved at arbejde med duft og lyd gennem velfærdsteknologi

En iPad-styret højtaler på hjul, en digital billedboks og en musikalsk sansepude.

Det er alle tre velfærdsteknologiske løsninger, der bliver afprøvet på otte plejehjem i Aarhus Kommune som en del af et forskningsprojekt under Aarhus Universitet.

Sammen med lavpraktiske løsninger som blandt andet stolesokker, voksduge og ændret adfærd er de velfærdsteknologiske løsninger med til at skabe hjemlighed og højne livskvaliteten hos både beboere og medarbejdere på plejehjemmene. 

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Hjemligheden er blevet skabt ved at arbejde med sansemiljøet på plejehjemmene. Ved at nedbringe støj, ubehagelige lugte og give sanseindtryk gennem musik og billeder, har der vist sig positive gevinster.

- På de medvirkende plejehjem er antallet af medarbejdere, der har en negativ oplevelse af duftmiljøet halveret, og for lydmiljøet er det mere end halveret. Efter implementeringerne opfatter næsten halvdelen af plejehjemmenes medarbejdere desuden lydmiljøet som positivt, fortæller Ph.D. og faglig leder i MANTRA, Johanne Korsdal Sørensen i pressemeddelelsen.

Resultater kan bruges andre steder

På plejehjemmene har opfattelsen af sansemiljøets påvirkning ændret sig hos de ansatte.

- Støjende rulleborde og urinlugt på gangene var så integrerede dele af hverdagen, at det var svært at se, hvordan noget kunne ændres. På nuværende tidspunkt, ved projektets afslutning, er denne tendens vendt om, og personalets refleksioner vidner om, at de nu tager kontrol og finder løsninger, både kreative og lavpraktiske, på forskellige udfordringer i forbindelse med sansemiljøet, fortæller lektor i Audio Design, Marie Koldkjær Højlund i pressemeddelelsen.

Projektet er finansieret af Sundhedsstyrelsen, Socialstyrelsen og Aarhus Kommune. Der har i studiet været fokus på generelle udfordringer, som opleves på tværs af forskellige plejehjem, så løsningerne har skulle kunne implementeres på flertallet af plejehjemmene. 

Det er håbet, at andre danske plejehjem vil kunne profitere af løsningerne, ligesom andre institutioner, f.eks. sygehuse, daginstitutioner og skoler, potentielt også kan drage nytte af projektets resultater.

Studiet er udgivet af den antropologiske analyseenhed, MANTRA og Audio Design fra Aarhus Universitet. Studiet kan læses i sin helhed på Aarhus Universitets hjemmeside og hedder: ”Hjemlige duft- og lydmiljøer - Et interventionsstudie på aarhusianske plejehjem”.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078