23948sdkhjf

Internationalt projekt skal lette kræftbehandling med digitale hjælpemidler

I et EU-samarbejde skal flere forskningsinstitutter udvikle sundhedsløsninger til kræftområdet, der rykker behandling og genoptræningen hjem til patienterne

Fremover kan kræftpatienter muligvis blive sparet for mange ture til sygehuset, for et innovationsprojekt skal finde løsninger, som skal gøre behandlingen mere tilgængelig.

Onkologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Næstved er leder af innovationssamarbejdet, som tæller både hospitaler i Tyskland, Polen, Sverige og Litauen.

- Den store gevinst er, at patienterne får bedre og mere tilgængelig behandling, fordi vi flytter data, ikke patienter. Det minimerer behovet for fysiske besøg. Og det gavner ikke kun dem, der bor langt væk, men også dem, der fx oplever træthed som følge af kræftsygdommen og behandlingen. De digitale muligheder betyder også, at rehabiliteringen kan påbegyndes hurtigere i forløbet, og så får patienterne generelt lettere ved at inkorporere både behandling og genoptræning i hverdagen, udtaler overlæge Niels Henrik Hollænder fra Onkologisk Afdeling i Næstved i en pressemeddelelse.

Projektet er støttet af EU med 20 millioner kroner.

Fakta om projektet:

  • Projektets navn: AMBeR (Advanced Models in Baltic e-Cancer caRe)
  • Projektperiode: Sep. 2023 – Aug. 2026
  • Projektet har netop modtaget 20 mio. kr. i støtte fra EUs Interreg-program South Baltic
  • Projektet har et samlet budget på over 25 mio. kr.

  • Projektets partnere:
  • Klinisk Onkologisk afdeling og Palliative Enheder, Sjællands Universitetshospital, Næstved (lead partner, Danmark)
  • Ängelholm hospital, Region Skåne (Sverige)
  • Universitetshospitalet i Rostock (Tyskland)
  • Universitetshospitalet i Greifswald (Tyskland)
  • Afdeling for Hæmatologi og Transplantologi, Pomeranian Medicinsk Universitet (Polen)
  • Universitetshospitalet i Gdańsk (Polen)
  • BISER – Baltisk Institut for Europæiske og Regionale Anliggender (Polen)
  • Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet – Klaipeda Universitet (Litauen)

Kilde: Region Sjælland

Mindsker social ulighed

I alt deltager 90 danske kræftpatienter i projektet. 30 af dem får udleveret et apparat til at måle egne blodværdier hjemmefra. Desuden vil 60 af de danske patienter få et digitalt træningsredskab med hjem, hvor en bevægelsessensor sender data til deres behandlere.

Især patienter, der bor i landlige områder med store afstande kan drage fordel af de digitale muligheder. Det vil være med til at skabe mindre ulighed i behandlingen, påpeger professor Susanne Dalton, der også bidrager til projektet:

- Vi ved, at der er stor social ulighed i forhold til, hvem der bliver henvist til rehabilitering efter kræftbehandling – og vi ved også, at der er ulighed i, hvem af de henviste, der rent faktisk opstarter rehabilitering i kommunen. I projektet afprøver vi, om vi kan nå flere patienter ved at tilbyde genoptræning i eget hjem i tæt samarbejde med fysioterapeuter og dermed sikre bedre adgang til rette og rettidig rehabilitering.

- Ved at anvende digitale hjælpemidler kommer patienterne til at tage en mere aktiv rolle i deres egen behandling, og for mange patienter betyder det meget, at de på den måde kan deltage i f.eks. rehabilitering ved at gøre det derhjemme, når de har kræfter og overskud til det, i stedet for at skulle møde i det kommunale sundhedscenter på fastlagte tidspunkter. På den måde kommer patienterne til at tage ejerskab over deres egen rehabilitering uden at skulle gå på kompromis med kvaliteten af tilbuddet, udtaler Susanne Dalton i pressemeddelelsen.

Udover de konkrete hjælpemidler skal projektet også finde holdbare måder at beskytte patienternes data på og udvikle, hvordan både patienter og medarbejdere bliver oplært i de digitale løsninger.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094